Sigøjnere 

 I Øst-europa er fællesbetegnelsen for sigøjnere, roma. Ordet bruges af mange sigøjnere, der føler, at det har en bedre klang end sigøjner. Et ord, der har fået en nedladende, ringeagtende betydning.
Inden for sigøjnere er roma desuden navnet på den største stamme. To andre er lovari og kalderari.

Nomadelivet blev forbudt.

I store dele af Øst-europa blev nomadelivet forbudt under kommunismen med virkning fra 1964.
Mange lægger ikke skjul på bitterhed over for myndighederne, "der i virkeligheden forbød en kultur." Bofastheden vil ændre den gamle kultur og mange sigøjnere har behov for at hæge om de gamle kultur værdier.

Tusindvis kastet ud i ulykke

Forbuddet mod nomade tilværelsen kastede tusindvis af sigøjnere i ulykke. I Martin i det nordlige Tjekkoslovakiet studerer etnograf Monika Barabasova sigøjnernes liv. Hun er forfærdet over, hvor meget de fattigste har lidt.
"Det kommunistiske regime dækkede over problemerne med det resultat, at vi i dag kan finde sigøjnere, der lever, som man formodentlig gjorde for årtusinder siden," siger Monika Barabasova.
" Da det blev forbudt at rejse, tilbød nogle landsbyer sigøjnerne at blive. Her er det lykkedes at skabe integration. Mange sigøjnere er blevet katolikker og har hvide faddere til de kirkelige handlinger. De har job og fungerer godt sammen med den hvide befolkning.
Men i andre landsbyer blev sigøjnerne smidt ud. Og da de ikke længere måtte rejse fra sted til sted, flyttede de ind i jord-huler, ganske få kilometer fra de hvide landsbyer. Her går deres liv med at drikke og indtage stoffer. Pengene stjæler de, og deres hygiejne er forfærdelig."
Monika Barabasova siger, at den eneste måde, hvorpå man kan hjælpe sigøjnerne, er, at gøre det på deres betingelser.
"Det er forkert at tro, at vi kan hente dem direkte fra jord-hulerne og putte dem ind i moderne boliger. Vi må nødvendigvis vide, hvad sigøjnerne ønsker. Vi må lære dem at læse og skrive. For selv om alle ifølge loven skal undervises i dag, så er det langt fra alle sigøjnere, der kan læse og skrive.
Desuden bør vi lære dem at acceptere en del af de hvides principper. Men de hvide skal også se tingene fra sigøjnernes side." Hun nævner også eksempler med sigøjner-børn, der er sendt til skoler for underudviklede børn, fordi lærerne ikke kunne forstå deres sprog.
" Vi bør give dem lærere, der forstår deres sprog. Og i øvrigt se på de kvaliteter, sigøjnerne har. De er utroligt dygtige med deres hænder. Verdens bedste til at sko heste, til at skære i træ og bearbejde kobber. Musikalsk set har de påvirket hele den tjekkoslovakiske folkemusik. Det er ofte sigøjnere, der spiller til de hvides fester.
Dertil kommer, at de har respekt for generationerne - og et fantastisk sammenhold. Alt sammen noget, vi kunne lære af," siger Monika Barabasova.

Mange myter

Myterne omkring sigøjnerne er mange. Måske mest deres manglende respekt for ejendomsretten. En svaghed, de fleste fastboende er vokset fra, som det udtrykkes.

Derimod er deres forretnings-talent, evnen til at spille, danse og synge ikke til at komme udenom. Når det hvide samfund ikke har tvunget dem til at gå til grunde.

Adam Andrasz slår en ekstra tone på bassen. Han er sig helt bevidst, at meningerne om sigøjnere er delte.

Han ved også, at sigøjnerne generelt går hårde tider i møde. Selv har han flere gange prøvet at søge lykken i Tyskland - men er hver gang blevet sendt tilbage.

Han er heldig - endnu - at have en levevej. Værre er det for mange andre sigøjnere i Øst-europa.

Sigøjner-landsby brændt af

I Rumænien blev et sigøjner-område overfaldet i efteråret 1990. I landsbyen Kogalniceanu i nærheden af Sortehavet drog en ophidset folkeskare ud til et sigøjner-kvarter, som de plyndrede og derefter stak ild til.

150 sigøjnere blev ved den aktion hjemløse. De og hundreder af andre er siden strømmet ud af Østeuropa. Lange karavaner med sigøjnere kom i foråret 1991 til Italien, hvor de fleste drog videre til den franske riviera - til stigende bekymring for den franske regering.

Andre er rejst nordpå til Polen, hvorfra de forsøger at komme til Norden via Sverige. Herfra sendes de tilbage til Polen.

Det har imidlertid forstærket problemerne i det i forvejen meget racistiske Polen, hvor man i sommeren 1991 næsten kunne se en gentagelse af den rumænske aktion i Kogalniceanu.

I Polen var det de såkaldte skinheads - en blanding af nationalistiske ekstremister og bøller - der gik til angreb på sigøjner-landsbyen Mlawa uden for Warszawa.

Flere blev såret og ni huse brændt af ved den aktion. Politiet måtte bruge tåregas mod bøllerne for at genskabe ro og orden.

Og sigøjnerne kom ikke i sikkerhed i Sverige. Herfra blev de sendt tilbage, fordi den polske stat ikke forfølger dem. Derfor opfylder de ikke betingelserne for at få asyl.

Derfor vendte de tilbage til polakkernes forfølgelse.

Litteraturliste.

Birthe Lauritsen og Jerry Bergman, Mindretal i Øst-europa.
Mary Dau, Østeuropa, Fortid og Fremtid
Peter Dalhoff-Nielsen, Det nye Øst-europa.
Hans Madsen, Rumænien.