Kilde, med venlig tilladelse: 
Lademanns Multimedie Leksikon 2000   

Befolkning.  
Erhverv. 
Forfatning.  
Historie
Klima. 
Kunst 
Litteratur 
Musik 
Plante- og dyreliv. 
Sprog 
Terræn. 

Befolkning. 

Befolkningstætheden er størst i Vallakiet og Moldova samt i Transsilvaniens lavland. På skråningerne og i højlandet er den mindre, og mindst i bjergene og Donaudeltaet. 
Omkring halvdelen af befolkningen bor nu i byer og bymæssige bebyggelser. Ifølge officielle opgørelser er 88 % af befolkningen egentlige rumænere, 8 % ungarere og knap 1 % tyskere. Disse to mindretal bor hovedsagelig i Transsilvanien; før 2. verdenskrig var der langt flere tyskere, og den tyske bosættelse i Siebenbürgen (Transsilvanien) går tilbage til 12. årh.; men mange blev flyttet ved slutningen af krigen. Procentdelen af jøder var engang meget høj; men rumænerne drev jødeforfølgelser, længe før nazisterne kom, og hjalp dem med at sætte forfølgelsen i system. Jøderne er nu et lille mindretal ligesom sigøjnerne; men sidstnævnte er ret iøjnefaldende. Der findes en halv snes ganske små nationale mindretal, deriblandt bulgarere, tyrker og serbere. Rumænsk er det officielle sprog; men i distrikter med en stærk koncentration af et internationalt mindretal er dettes sprog undervisnings- og embedssprog. Al undervisning drives af staten og er gratis; der er 10 års skolepligt (6-16 år). Fra den 8-årige grundskole går man enten videre til fagskoler af forskellig art eller til det 4-årige gymnasium. Der er syv universiteter og mange højere læreanstalter for tekniske, praktiske og musiske fag. 
Analfabetismen, som før 2. verdenskrig var ret høj, er nu udryddet. Efter hovedstaden Bukarest er de største byer Brasov, Cluj, Timisoara, Constanta, Galati, Iasi og Craiova, alle over 300.000 indb. Desuden adskillige andre byer
over 100.000.

Retur

Erhverv. 

Rumænien er traditionelt et landbrugsland, og dette erhverv er fremdeles af stor betydning, selv om landet i sin tid var en af verdens første oliestater og efter 2. verdenskrig har oplevet en rivende industriudvikling. Ved jordreformerne 1948 blev de mange storgodser nationaliseret; langt det meste drives nu som kollektivbrug, mens statsbedrifter og privatejendomme deler resten. Hovedafgrøderne er majs og hvede, den sidste for en stor del til eksport. Byg, sukkerroer, kartofler, grønsager og solsikkefrø er også vigtige; dertil kommer tobak, vin og frugt, de to sidste især på Karpaternes skråninger. Dyrkningsmåderne er moderniseret, navnlig på statsbedrifterne, og kunstvanding bruges på en sjettedel af arealet, der tidligere lå hen som ufrugtbar ødemark. Landbruget beskæftiger 1/3 af befolkningen. Skovbruget er betydeligt. Det blev udsat for rovhugst under og efter 2. verdenskrig, men er bragt på fode ved genplantning og omhyggelig pleje. Husdyrhold drives især i Transsilvanien; der holdes får, svin, kvæg og fjerkræ. Der er lidt indlandsfiskeri og noget mere fiskeri i Sortehavet; rigest er Donaudeltaet og havet ud for det; her findes endnu stør og laks i begrænset omfang. Allerede 1857 begyndte udvindingen af landets olierigdomme; olie- og naturgasfelterne findes langs Karpaternes rand og flere andre steder. Rumænien var tidligere en stor olieeksportør; men produktionen er faldende, og man frygter, at reserverne vil være udtømt før århundredets slutning. Der udvindes nu også olie af olieskifer. Rumænien har stenkul og brunkul, men i utilstrækkelig mængde og kvalitet. 
Energiforsyningen søges suppleret med kernekraft og vandkraft. 
Rumænien har en del vandkraftværker; langt det største er det rumænsk-jugoslaviske fælles anlæg ved Jernporten, men der er betydelige uudnyttede muligheder. Rumænien har store saltlejer samt forekomster af jern, kobber, bly, zink, mangan, krom, wolfram, molybdæn, bauxit, guld og uran. Alligevel overstiger importen af brændstoffer, metaller og andre mineraler i høj grad eksporten. Industrialiseringen efter 2. verdenskrig lagde hovedvægt på en 
statsejet sværindustri, der allerede før de østeuropæiske omvæltninger i 1989-90 havde afsætningsproblemer. Efter Comecons opløsning 1991 må al udenrigshandel ske i vestlig valuta, hvorved de store statsvirksomheders manglende konkurrenceevne er blotlagt og produktionen faldt stærkt. Som led i
tilpasningen til markedsøkonomi søsattes 1991 et stort privatiseringsprogram, med hvis gennemførelse regeringen har tøvet, indtil den i december 1993 som modydelse for kreditter forpligtede sig over for Verdensbanken og IMF til at rekonstruere og afhænde statsvirksomhederne, frigive valutakursen m.m. 
Økonomi og erhvervsliv er siden 1991 plaget af stærk inflation, i 1993 ca. 300 %. I 1994 nåede Rumænien en økonomisk vækst på 3,4 %; fremgangen holdt sig i 1995 og 1996. Derved er både landbrugs- og industriproduktionen voksende, men ledigheden stigende, ca. 20 %. Levefoden (målt ved BNP pr. indbygger) er ca. 20 % af EU-gennemsnittet og dermed den laveste i Europa. 
Rumænien har en betydelig produktion af jern, stål, maskiner, transportmidler og udrustning til andre erhvervsgrene; desuden cementindustri og kemisk industri, især kunstgødning. Den petrokemiske industri vil ad åre blive afhængig af importerede råvarer, således som de fleste førnævnte allerede er. Papir-, 
levnedsmiddel- og tekstilindustrien er baseret på landets egne råvarer. Desuden fremstilles nu adskillige forbrugsvarer, bl.a. radio, fjernsyn og husholdningsmaskiner. Rumænien mangler eksportmæssig konkurrenceevne, bl.a. fordi hovedvægten i efterkrigstidens investeringer blev lagt på en sværindustri, som nu savner aftagere. Der er konstant et stort udenrigsøkonomisk underskud, som kun delvis dækkes af lån og støtte fra internationale finansielle institutioner; private udenlandske investorer holder sig endnu tilbage. De markedsøkonomiske reformer har under det hidtidige styre kun gjort små fremskridt. 
Dette gælder specielt den privatisering af ca. 5000 statsvirksomheder, som lanceredes allerede i 1990 og siden er udmøntet i flere tildelinger af "kuponer" til alle rumænere over 18 år. Kuponerne kan ombyttes til aktier, men systemet er udformet således, at størsteparten af kontrollen med virksomhederne  overgår til statslige investeringsfonde. Handelsbalancen er udpræget negativ; men turisme bøder noget derpå. Rumænien har udmærkede badesteder ved Sortehavet, kursteder såvel dér som inde i landet, vintersport i Karpaterne og naturattraktioner i bjergene og Donau-deltaet. For godstransporten spiller de indre vandveje den vigtigste rolle; såvel Donau som en del mindre floder er sejlbare på lange strækninger. Havgående skibe kan gå op til Galati og Brâila, og 1984 åbnedes en kanal, der fører fra Agigea lige S for Constantia mod V til Donau, hvorved trafikken fra Sortehavet til S-Rumæniens indre sparer 400 km. De nævnte havne er udenrigshandelens vigtigste. Jernbanenettet klarer det meste af den øvrige godstransport og hovedparten af persontransporten, selv om vejnettet nu har nogle motorvejsstrækninger. Der er to store internationale lufthavne og et par mindre foruden flyvepladser til indenrigstrafik. Det statsejede TAROM besørger indenrigstrafikken samt det meste af udenrigstrafikken inden for Europa.

Retur

Forfatning.

Flerpartisystem siden 1990. Forfatningen af 1991 giver ret stor magt til præsidenten, der vælges direkte af folket. Nationalforsamlingens to kamre (senat 143, andetkammer 341 medlemmer) vælges ved forholdstalsvalg.

Retur

Historie

Rumænien har været beboet, så langt tilbage europæisk arkæologi rækker, dvs. fra abbevillien-kulturen. Der er fund fra mange senere palæolitiske perioder, neandertalmennesket og flere uddøde elefantarter har levet i Rumænien. Også mellemste og nyere stenalder er godt repræsenteret, ligesom bronzealderen, fra omkring 2000 f.Kr., og jernalderen, fra ca. 800 f. Kr. Rumænien træder så småt ind i historien, da grækerne i 7. årh. f. Kr. begyndte at anlægge kolonier, dvs. udflytterbyer ved sortehavskysten. Kallatis er det nuværende Mangalia; Tomoi, senere Tomis eller Tomi, er ConstanÛa, mens Istros, senere Histria, ligger i ruiner. 

Landets egne indbyggere tilhørte den thrakiske folkegruppe; grækerne kaldte dem geter, og det er sandsynligvis de samme, som romerne siden kaldte dacere, om end nogle mener, at der er tale om to nærbeslægtede nabostammer. Da Grækenland var kommet under Rom i 2. årh. f.Kr., gav disse byer sig frivilligt ind under romersk overhøjhed og sluttede senere Fembyforbundet (Pentapolis) med to andre. Deres handel blomstrede, navnlig Tomois; men Ovid beskrev den alligevel som et jammerligt provinshul ved verdens ende, da han var forvist dertil 9-17 e.Kr. Det græske, senere romerske herredømme omfattede kun kystbyerne med nærmeste opland. Geterne kæmpede tappert mod Dareios 1., da han 513 f.Kr. erobrede Thrakien og forsøgte et fremstød op over Donaumundingen. Noget senere vides Geterne at have været samlet i et mægtigt kongerige, der i 1. årh. f.Kr. var kendt for sin rigdom og høje kultur; fra denne tid kendes landet mest gennem romerske forfattere, der kaldte det Dacia. Det grænsede til Romerriget, og der opstod grænseskærmydsler. Da kong Decebalus gjorde Dacia til en stor, aggressiv magt i 1. årh. e.Kr., førte Domitian en nærmest uafgjort krig mod ham 85-89 e.Kr. 101 e.Kr. genoptog den mere effektive Trajan krigen og tvang Decebalus til underkastelse året efter. Et tilløb til oprør 105 gav anledning til et nyt felttog, dacerne blev slået, Decebalus begik selvmord, og det meste af det nuværende Rumænien blev organiseret som den romerske provins Dacia. Foruden besættelsestropper sendtes et stort antal kolonister til landet, vel få
egentlige romere, men dog latintalende romerske borgere fra imperiet. Dacerne blev romaniseret, og de nuværende rumænere regner sig med rimelig grund for et dacisk-romersk folk, der har bevaret sit sprog og nationale særpræg trods folkevandringer og fremmedherredømme.

Under Romerrigets nedgang opgav Aurelian 271 landet N for Donau. Fra da af væltede den ene folkebølge efter den anden ind i Rumænien: germanske stammer som goterne og gepiderne; hunnerne; forskellige slaviske folk, der fra 7. årh. enten slog sig ned blandt rumænerne eller vandrede videre til Bulgarien og Jugoslavien. Tyrkiske rytternomader kom ind over Sydruslands stepper og hærgede landet eller slog sig ned som dets overherrer for en tid: avarer fra 6. til 8. årh., petjeneger i 9.-10. årh., kumaner i 11.-13. årh. Under alt dette var Rumænien blevet kristnet og kom ved den tiltagende Ø.-V.- strid naturligt til at tilhøre den græsk-ortodokse retning. Landet var delt i adskillige små 
fyrstendømmer; af disse gik de transsilvanske under i 11. årh., da magyarerne, der havde sat sig fast i Ungarn, udvidede deres rige mod Ø. I 12. årh. indvandrede ungarere og navnlig mange tyskere til Transsilvanien, der fra århundredets slutning til 1541 var under den ungarske krone. Det øvrige Rumænien blev i 14. årh. samlet i to større fyrstendømmer. Vallakiet blev oprettet af Basarab (1310-52); navnet blev givet af naboerne, der kaldte folket for vlaker. Selv regnede de sig for rene efterkommere af daco-romerne, og landsdelen hedder egentlig Ùara Româneascâ, 
Det romerske Land. Moldova blev forenet af Bogdan 1. (1359-65). 
Allerede i 1391 blev Vallakiet, der havde formået at holde ungarske erobringsforsøg stangen, tributpligtig til osmannersultanen, og landet blev svært medtaget under tyrkernes stadige krige med Ungarn. Fyrsterne forsøgte at holde balancen; Vlad Dracula ÙepeÍ spillede i nogle år et dristigt dobbeltspil med held. Fyrst Mihai (Mikael) den Tapre (1593-1601) kunne for en kort
tid lægge både Transsilvanien og Moldova under sig. Moldova var i 15. årh. domineret af stormagten Polen; fyrst Stefan 6. den Store (1457-1504) styrkede landet og slog tyrkiske angreb tilbage. Først 1513 måtte også Moldova anerkende tyrkisk overhøjhed.I 16. årh. brød Ungarn sammen over for osmannerne, og 1541 oprettedes fyrstendømmet Transsilvanien under tyrkisk overhøjhed; det kom tilbage under Ungarn ( Habsburgerne) 1699. Vallakiet og 
Moldova blev regeret af hjemlige fyrster, udnævnt af sultanen; blandt disse var en del fremragende mænd, der skaffede deres lande økonomiske og kulturelle blomstringstider. Tyrkerne blandede sig meget lidt i forholdene indtil 1711, da 
Osmannerrigets forfald var blevet tydeligt (Karlowitz-freden 1699), og de rumænske fyrster viste interesse for tilnærmelser fra den fremvoksende russiske stormagt. Administrationen af Moldova og Vallakiet blev nu betroet til græske fanarioter, der udsugede landene, men fik lov til at beholde forvaltningen helt til 1822, skønt de to fyrstendømmer efter Tyrkisk-russiske Krig 1768-74 de facto 
blev russiske protektorater, men de jure dog forblev tyrkiske lydstater. En fælles rumænsk nationalfølelse var allerede mærkbar i 16. årh., da rumænsk skriftsprog blev indført og Mihai forenede de tre landsdele kortvarigt. I begyndelsen af 19. årh. blev nationalbevidstheden meget stærk, og tyrkerne imødekom den ved at erstatte fanarioterne med indfødte herskere. Det nye tyrkiske nederlag 1829 medførte et russisk protektorat de jure samt fem års
russisk besættelse og stærk indblanding, skønt fyrstendømmerne egentlig ved fredstraktaten havde fået vidtgående selvstyre. Kulturelt havde rumænerne orienteret sig mod Frankrig, ihukommende deres romanske arv. Den russiske indblanding havde trods alt den fordel, at der blev skabt en slags  fællesforfatning for Vallakiet og Moldova; men det var russiske tropper, der nedkæmpede den af Frankrigs Februarrevolution inspirerede frihedskamp i de rumænske lande 1848-49. 
Krimkrigen bragte den afgørende vending; de to fyrstendømmer fik 1856 selvstyre under tilsyn af stormagternes "Donaukommission"  og rent formel tyrkisk overhøjhed. Allerede året efter erklærede begge landes folkerepræsentationer sig for en sammenslutning, og januar-februar 1859 valgte begge Alexandru Ioan Cuza til arvefyrste. Januar 1862 ændrede han personalunionen til en realunion og gav den nye stat navnet Rumænien (România). Hans liberale styre og især jordreformen 1864 medførte hans afsættelse ved et statskup 1866; tronen blev efter folkeafstemning tilbudt Karl 
af Hohenzollern-Sigmaringen, der tog navnet Carol 1. og indførte  en ret frisindet forfatning. Den formelle overherre, sultanen, havde måttet finde sig i alt dette, og 1877 proklamerede Carol Rumæniens fulde uafhængighed, idet han med afgørende virkning kastede sit land ind på Ruslands side i krigen mod Tyrkiet. 
Berlinkongressen 1878 bekræftede Rumæniens fulde uafhængighed, og 1881 lod Carol sig udråbe til konge. 
Transsilvanien var stadig under Ungarn. Grænseområderne Dobrudsja (SØ), Bessarabien (NØ) og Bukovina (N) har i tidernes løb skiftet ejer helt eller delvis adskillige gange. Den rumænsk-ortodokse kirke frigjorde sig 1885 for Konstantinopels overhøjhed. Konservative og liberale regeringer skiftede. Den 
stigende brug af olie gav mulighed for en vis udvikling af landet, men korruptionen trivedes og bønderne blev undertrykt; 1907 rejste de et oprør, der kostede dem dyrt. I 2. Balkankrig greb Rumænien ind mod Bulgariens stormagtsdrømme og fik 1913 S-Dobrudsja. 

I  1. verdenskrig var Rumænien først neutralt; nogle ønskede at gå med Centralmagterne for at få Bessarabien fra Rusland, mens andre ville slutte sig til Ententen i håb om at vinde Transsilvanien. August 1916 valgte man den sidste mulighed; men Ruslands sammenbrud og Centralmagternes koncentrerede felttog mod det isolerede Rumænien tvang landet til en hård separatfred maj 1918; et halvt år efter kom Rumænien imidlertid atter med på Ententens 
sejrende side. I Bessarabien, Bukovina og Transsilvanien ønskede den rumænske befolkning indlemmelse i kongeriget, der ved fredsslutningerne desuden fik Dobrudsja (tabt 1918) og en del af Banatet. Rigets areal og befolkningstal blev fordoblet; men derved fik det også store nationale mindretal og revanchelystne naboer. 
Udadtil søgte landet at sikre sig ved støtte fra Frankrig og samarbejde med Polen samt oprettelse af Den lille Entente 1920-21. Samtidig gennemførte general Averescus Folkeparti en ganske omfattende jordreform. Denne politik fortsattes fra 1922 af De Liberale, der gennem flere generationer var blevet ledet af familien Brâtianu; styret var dog ikke særlig effektivt og forvaltningen ikke udpræget hæderlig.
Tronfølgeren Carols forhold til den jødiske Madame Lupescu skabte også vanskeligheder for regeringen og kongehuset. 1926 blev Carol tvunget til at fraskrive sig arveretten og forlade landet. 
1927 fulgte hans lille søn Mihai farfaderen Ferdinand på tronen. Regeringen Maniu (Nationale Bondeparti) savnede imidlertid et arbejdende statsoverhoved og kaldte 1930 faderen tilbage som Carol 2. Han blev særdeles aktiv med hastigt skiftende ministerier; kommunistpartiet, stiftet 1921 og forbudt 1924, spillede ingen særlig rolle, men den fascistiske og antisemitiske Jerngarde, 
oprettet 1927, vandt mange tilhængere. 1936 afløstes den franskvenlige politik af en tilnærmelse til Tyskland; men 1938 greb kongen diktatorisk magt, søgte atter rygdækning hos Vestmagterne, forfulgte nådeløst Jerngarden og forsøgte at stabilisere de indre forhold. Den tysk-russiske pagt 1939 og Frankrigs fald 1940 væltede hans spil; med Hitlers bifald fik  Sovjetunionen Bessarabien og N-Bukovina, Ungarn det meste af Transsilvanien og Bulgarien S-Dobrudsja. Straks efter måtte Carol abdicere, og Mihai besteg atter tronen; den egentlige magt tog general Antonescu. Denne støttede sig først til Jerngarden, men 
måtte i vinteren 1940-41 flere gange have Hitlers hjælp til at tumle den. Fra da af var Antonescu diktator med kongen som en magtesløs pyntefigur, og 1941 fulgte han Tyskland ind i krigen mod Sovjetunionen. Den rumænske hær generobrede Stalins bytte og fulgte med helt til Stalingrad, hvor også den led svære tab. Da krigslykken vendte, søgte Rumænien forgæves separatfred med 
Vestmagterne, der i 1939 havde garanteret landets territorium, ligesom Polens. August 1944 trængte sovjetstyrkerne ind over grænsen, hvorpå kong Mihai styrtede Antonescu, sluttede våbenstilstand med Sovjetunionen og gik ind i krigen mod Ungarn og Tyskland. Ved fredsslutningerne beholdt Sovjetunionen 
Bessarabien og N-Bukovina, Bulgarien S-Dobrudsja, mens Ungarn måtte aflevere Transsilvanien. Under den russiske besættelse blev venstrepartierne tvunget til at slutte sig sammen i en folkefront, der planmæssigt fik flertal ved valget 1946 og lige så planmæssigt måtte acceptere kommunister på alle nøgleposter, skønt Petru Groza fra Landarbejderpartiet en del år fik lov at sidde som ministerpræsident.
Ved udgangen af 1947 blev kong Mihai tvunget til at abdicere, og folkerepublikken blev udråbt. De ledende skikkelser var nu kommunisterne G. Gheorghiu-Dej og Ana Pauker. 1949 var Rumænien med til at oprette Comecon; 1955 blev landet medlem af Warszawa-pagten. Allerede 1945 var der gennemført en jordreform; 1948 nationaliseredes næsten hele erhvervslivet, og landbruget blev kollektiviseret. Efter 1944 var de gamle politikere blevet udrenset. 1948 og 1952 fulgte indre magtkampe i kommunistpartiet, og her vandt de gamle undergrundskæmperes fløj under Gheorghiu-Dej overraskende over de moskvaskolede hjemvendte. Det fik på længere sigt stor betydning. Rumænien gjaldt længe for en yderst trofast ven af Sovjetunionen, der dog 
beholdt tropper i landet til 1958. I den socialistiske arbejdsfordeling fik Rumænien imidlertid tildelt rollen som leverandør af råvarer og kom bagud i udvikling for sine Comecon-fæller. Fra begyndelsen af 1960erne førte Gheorghiu-Dej som parti- og statschef samt Ion Maurer som ministerpræsident en stadig mere selvstændig økonomisk politik. Denne blev forstærket, da Nicolae Ceausescu overtog ledelsen 1965. Han fulgte også udenrigspolitisk en 
selvstændig kurs, men så behændigt, at Sovjetunionen aldrig greb til magtanvendelse. Landet fik en ny forfatning og nyt navn: Den socialistiske Republik Rumænien. Det nationale særpræg og den romanske arv blev betonet på bekostning af den hidtidige glorificering af Sovjetunionen. Ceausescu nægtede rent ud at acceptere Comecon som et overstatligt organ, foreslog en 
samtidig opløsning af begge militærpagterne, opretholdt et venskabeligt forhold til Kina, optog diplomatisk forbindelse med V-Tyskland og tog afstand fra indmarchen i Tjekkoslovakiet 1968. 
Rumænien nægtede også at anerkende den cambodjanske lydregering efter Vietnams invasion 1978 og undlod at understøtte Sovjetunionens invasion i Afghanistan 1979. Ceausescu gik så vidt som til at kræve sovjetstyrkerne trukket tilbage, ligesom hans stilling til udviklingen i Polen afveg fra Sovjetblokkens officielle holdning. Rumæniens freds- og antiatombevægelse var ikke sovjetstyret. Ceausescu slap godt fra alt dette, fordi han højlydt 
bedyrede sin kommunisme og holdt sit folk i et jerngreb. Rumænerne ville, ligesom i Vlad Draculas tid, finde sig i meget fra en landsmand for at slippe for fremmedvælde. Faldende levefod og sociale forringelser i 1980erne medførte strejker og uro; men Ceausescu havde situationen under kontrol. Han lod sig selv og sin familie, der var stærkt placeret i magtapparatet, persondyrke 
systematisk og ekstatisk.
Da omvæltningerne begyndte i Østeuropa, bekæmpede han brutalt ethvert reformkrav i Rumænien, indtil den selvbestaltede Nationale Redningsfront december 1989 arresterede ham og hans kone og lod dem skyde efter en skandaløs standretssag. Det viste sig snart, at Ion Iliescu og Redningsfrontens andre ledere var gamle ceauçescister, der forhindrede et ægte systemskifte. Det berygtede Securitate (sikkerhedspoliti) fungerede fortsat. Ved de 
"frie" valg 1990 blev Iliescu præsident med 85 % af stemmerne, og Redningsfronten fik en kolossal majoritet i Nationalforsamlingen. 
Demonstrationer mod det fortsatte tvangsstyre og den omsiggribende nød blev slået hårdt ned. Regeringen forsøgte at vende folkets aggressioner mod det ungarske mindretal og håbet om genforening med Bessarabien (Moldova). Valgene 1992 gjorde dog Demokratiske Nationale Redningsfront, den 
Iliescu-orienterede del af det 1992 splittede førerparti, til Rumæniens største parti, og Iliescu forblev præsident. Partiet dannede en mindretalsregering med støtte fra nationalistiske partier og ekskommunister med den uafhængige Nicolae Vacaroiu som ny ministerpræsident. 1994 underskrev Rumænien som det første land NATO-samarbejdsaftalen Partnerskab for Fred. Den politiske omvæltning kom dog først 1996, da den borgerlige blok, Demokratisk Samling (CDR), vandt parlamentsvalget. Emile Constantinescu fra CDR valgtes til ny præsident. 1997 fik ekskong  Mihai atter tildelt rumænsk statsborgerskab.

Retur

Klima. 

Rumænien har tempereret kontinentalklima med store temperaturforskelle på sommer og vinter. Landets udstrækning og bjergene medfører visse klimaforskelle mellem landsdelene. I Transsilvanien forekommer de største udsving med ÷5 °C i januar og 20 °C i juli. Bjergene har betydelig lavere 
temperaturer og kraftigt snefald om vinteren. I lavlandet mod S og Ø er januartemperaturen nær frysepunktet, ved Sortehavet lidt over; juli har 20-23 °C, varmest i de sydøstlige landskaber. Der er nedbør hele året rundt, dog mest i forsommeren. Kysten får under 400 mm om året, indlandet 500-700 mm, bjergskråningerne dog 800-1500 mm.

Retur

Kunst. 

Fra begyndelsen af 2. årh. udviklede byggekunst og billedhuggerkunst sig stærkt under romersk kulturs indflydelse, især ved Sortehavet i Constanta og Histria. I middelalderen blomstrede kirkekunsten, specielt udtrykt i de moldaviske klostres farvestrålende udvendige fresker, vægmalerier,`træskærerarbejder og ikonostaser, tydelig påvirket af byzantinsk og russisk kunst. Transsilvaniens kirker og borge er mere præget af mellemeuropæiske stilarter, f.eks. den rent gotiske "sorte kirke" i Brasov. Typiske er de befæstede kirker fra 14.- 17. årh. Efter Rumæniens selvstændighed i slutningen af 19. årh. brød man med de udenlandske traditioner, især den byzantinske, og udviklede en verdslig, realistisk kunst, som især kom til udtryk i malerkunst, og som bibeholdt den nationale islæt fra folkekunsten. 
Til de betydeligste kunstnere regnes maleren Nicolae Grigorescu (1838-1907), som anses for grundlæggeren af den nye rumænske malerskole, samt den internationalt anerkendte billedkunstner Constantin BrâncuÍi (1876-1957), som især har haft betydning for udviklingen af den abstrakte skulptur.

Retur

Litteratur. 

En egentlig litteratur opstod først omkring 1800; blandt de tidligste forfattere er Vasile Alecsandri (1821-90) og Dimitrie Bolintineanu (1819-72), der repræsenterer en primitiv romantik. Fra omkring 1860 udvikledes en realistisk retning med f.eks. Mihail Eminescu (1850-89), Rumæniens største digter. Som
helhed beholdt den rumænske litteratur en nær tilknytning til det folkelige, helt op i vore dage, hvor den til Frankrig emigrerede Panaít Istrati (1884-1935) og et betydeligt antal i hjemlandet boende forfattere har videreført en frodig fortælletradition. 
Efterkrigstidens litteratur prægedes i begyndelsen af de socialrealistiske ideer, bl.a. hos Geo Bogza (f. 1908), men afløstes senere af en modernistisk og humanistisk tankegang. Perioden fostrede store dramatikere, bl.a. Eugène Ionesco (1912-94) med det absurde teater. Senere i 1960erne påvirkedes litteraturen af en genopblussen af de nationale værdier som hos Miron Paraschievescu (1911-71) samt af vestlig litteratur. Af nyere forfattere kan nævnes Gabriela Melinescu (f. 1942) og Alexandru Grigore (f. 1949). 

Retur

Musik.

Rumunska, 88 kb	Halmagyi, 11 kb
Musik eksempler. Tryk på noder Eksemplerne er indlagt af EKJ.

Rumænien har en meget omfattende og værdifuld folkemusik. Meget af den er beslægtet med andre balkanlandes folkemusik eller påvirket af sigøjnermusik; men der findes også helt nationale former. Der er bevaret et antal umådelig 
gamle hymner, klagesange og ballader. Der bruges ofte særegne rytmer og indviklede rytmesammensætninger; melodierne kan være pentatone eller i en gammel modus. Der anvendes adskillige særprægede instrumenter, bl.a. hakkebræt og panfløjte, og virtuosen Gheorghe Zamfir har med sin panfløjte og sit ensemble gjort rumænsk folkemusik kendt og elsket over hele verden. 
Folketonen anvendes ofte i den rumænske kunstmusik af vesteuropæisk tilsnit, der udviklede sig fra 19. årh. Folketonen benyttes bl.a. af Georges Enescu, den mest kendte af det store antal rumænske komponister; han var også med til at grundlægge det meget omfattende opera- og koncertliv, der nu opretholdes af 
staten. Adskillige udøvende rumænske musikere har vundet berømmelse i udlandet, f.eks. dirigenten Celibidache.

Retur

Plante- og dyreliv. 

En fjerdedel af Rumænien er skovklædt med Ø-Karpaterne som det vigtigste skovområde. På skråningerne dominerer eg op til 800 m's højde, derefter følger bøg og nåletræer; sidstnævnte er enerådende fra 1400 m til trægrænsen ved 1800 m. Over denne findes alpin bevoksning.  
Lavlandets naturlige flora er græssteppe; men størstedelen er nu opdyrket. Donaudeltaet har sin egen særegne sumpvegetation; her findes også et fugleliv med en enestående artsrigdom og mange sjældenheder. Deltaet rummer også vildsvin og los samt en umådelig fiskerigdom. Det meste af deltaet er et beskyttet reservat. Skovene har vildsvin og los, men tillige bjørn, ulv, grævling
og ræv; endvidere hjortearter samt enkelte steder i Karpaterne gemse og murmeldyr.

Retur

Sprog. 

Rumænsk hører til de romanske sprog. Skønt Dacia kun var romersk provins i en ret kort periode, hævdede den stedlige form for latin sig som folkesprog og bevarede under sin udvikling i isolation nogle gamle træk, især den omfattende 
kasusbøjning, der gik tabt i de andre romanske sprog. Der er efterhængt bestemt artikel, f.eks. rege: konge, regele: kongen. Kirkeslavisk og senere græsk var embeds- og skriftsprog; rumænsk skriftsprog dukker først op i 16. årh., dengang skrevet med kyrillisk alfabet. Omkring 1860 gik man over til latinsk alfabet med visse diakritiske tegn. Kirkesproget og gennemstrømningen 
af slaviske folk samt det tyrkiske overherredømme, der længe administreredes af græske fanarioter, har efterladt tydelige spor i rumænsk grammatik og ordforråd; især er antallet af slaviske låneord meget stort; men den vigtigste del af ordforrådet er ægte romansk, hovedsagelig bevaret fra latin, dog i nogen grad indført ved fransk kulturpåvirkning i 19.-20. årh. 

Retur

Terræn. 

Rumænien deles i to af Karpaternes vældige bue. Ø-Karpaterne løber fra Ukraine gennem landet mod S i flere parallelle kæder med højder omkring 1800 m; toppunkt Pietrosul 2305 m. Omkring Brasov svinger bjergene brat mod V og kaldes Transsilvanske Alper eller S-Karpaterne. De er stedvis gennembrudt af dybe gletscherdale, men rummer også landets højeste bjerge, højest Moldoveanu, 2543 m. Inden for buen ligger det Transsilvanske Højland med Bihorbjergene, hvis centrale del er omkring 1500 m med toppe over 1800 m. V for bjerg- og højlandet ligger en lav løss-slette, der fortsætter ind i Ungarn. Vallakiet S for bjergene er også en frugtbar løss-slette, mens Moldova Ø for dem er et bakkeland. Mellem Donau og Sortehavet ligger Dobrudsja, et  sletteland i 100-200 m's højde. Ved grænsen til Moldova ligger Donaudeltaets ejendommelige sumpområde. Rumæniens terræn er næsten ligeligt fordelt mellem egentlige bjerge, højland og lavland. De fleste af landets floder har afløb til Donau. Fra Transsilvanien løber talrige floder ud af landet mod V til  Donau-systemet; deres vande genser Rumænien, hvor Donau Ø for Beograd bliver grænseflod mellem Jugoslavien og Rumænien; på sin vej mod Ø gennembryder den bjergene i Jernporten, danner senere grænse til Bulgarien for endelig at svinge brat mod N til Ukraines grænse, hvor den får tilløb af den nordfra kommende grænseflod Prut. Herfra løber den atter mod Ø til deltaet. På sin vej V-Ø får Donau talrige tilløb fra N, bl.a. Oltul, der kommer fra det indre højland gennem Turnu Rosu (Røde Tårns Pas), som gennembryder Transsilvanske Alper.

Retur

Kilde, med venlig tilladelse: Lademanns Multimedie Leksikon 2000