Historisk udvikling

Den gamle Krønikeskriver Grigore Ureche skriver at Rumænien ligger på ondskabens vej. Og der har virkelig været meget ondskab fra alle mulige invasioner igennem tiderne. I dag er det fattigdom og dårlig regeringsledelse der er skyld i "onskaben" hos dette fredselskende folk der ikke ved alt de gode de vil gøre for deres gæster.

Oprindelse

Rumænerne, der taler et sprog som er af latinsk oprindelse, fører med stolthed deres oprindelse tilbage til den romerske koloni Dacia inden for det område, som nu er Rumænien. Denne koloni var dog ikke ret stor, og den rumænske oprindelse er blandet. Lokale stammer, hvoraf vlakerne var de vigtigste, blev blandet med andre folkeslag, der invaderede området, bl.a. ungarerne, Efter romerne kom området under indflydelse af bulgarerne, som formidlede den ortodoks katolske tro og det kyrilliske alfabet. Først i det 19. århundrede begyndte man at skrive rumænsk med latinske bogstaver.

Fra 1300 tallet var området erobret af tyrkerne (osmannerne), og deres herredømme varede i 500 år. Dele af området blev senere besat af Østrig Ungarn (Transsylvanien) og Rusland (Bessarabien). Rumænien er således en ny stat. 1 1858 slog de to rumænske fyrstedømmer, Valakiet og Moldavien, sig sammen og dannede, hvad der blev kernen i det moderne Rumænien. - det var i den periode at myten om Dracula opstod.

Dracula

Dracula blev født i Transsilvanien i 1431. Han var fyrste af Valakiet og døde i 1476 i kamp med tyrkerne. I Rumænien kendes han under navnet »Vlad Tepes«, og det var også det navn, hans samtid brugte. Det betyder Vlad »Spidderen«. Hans yndlings-afstraffelse var nemlig at spidde folk på pæle. Han skal have henrettet over 100.000 mennesker på den måde.

Der er skrevet flere bøger og indspillet adskillige film om Dracula. I de fleste optræder han som vampyr. Men Dracula var ikke vampyr. Man har blandet Draculas grusomhed sammen med. rygter og historier om vampyrer. Netop i Rumænien er der flere rygter om vampyrer tilbage i tiden end noget andet sted.

I Rumænien er Dracula kendt som en nobel fyrste og en tapper kriger, der dræbte i titusindvis af tyrkere.

Efter Draculas død blev hans hoved skåret af og sendt til den tyrkiske sultan i Konstantinopel som bevis på hans død. Kroppen blev begravet af munkene fra Snagovklostret.

Uafhængig stat

Den uafhængige rumænske stat blev dannet ved Versailles-freden efter Første Verdenskrig. Det område, som rumænerne fik tildelt, var to gange så stort, som det havde været før krigen, idet det både omfattede Transsylvanien i vest, Bukovina mod nord og Bessarabien, der græn­sede til Moldavien, mod øst. En af grundene til, at Rumænien blev så godt behandlet af de allierede stormagter, var frygten for bolshevismen efter den russiske revolution i 1917. På den konto fik Rumænien både Transsylvanien (fra Bela Kuns Ungarn) og Bessarabien (fra det nye Sovjetrusland).

Med landvindingerne kom også store mindretal: Ungarer, tyskere, jøder, ukrainere, polakker, tyrkere, tartarer, bulgarer, ruthenere og zigøjnere. De blev alle gjort til anden klasses borgere i den nye stat, om end undertrykkelsen ikke blev den værste i området.

Den rumænske nationalisme var nok under indflydelse af det 19. århundredes nationalliberale ideer, men de snævre rumænske eliter i de enkelte områder: Transsylvanien, Valakiet og Moldavien var optaget af en tanke og kun den: at fremme »rumænskhed« via sprog og litteratur. Der var ikke plads til politisk, social eller økonomisk tænkning og bøndernes vilkår var ikke på dagsordenen. Det fik til følge, at de fremmede nationale minoriteter blev gjort til skydeskive for alle problemer i den nye rumænske stat.

Over 80% af befolkningen var bønder, i 1918 som i 1939, fattige og udsultede med alt for små selvforsynende landbrug, der blev delt og delt, efterhånden som befolkningen voksede. Hvad der fandtes af middelklasse var stort set alle sammen etniske minoriteter, og noget lokalt aristokrati var der heller ikke. Vejen frem gik via uddannelse, som også kom nogle af de rigeste bønders sønner til gode, og ansættelse i det nye statsbureaukrati.

Formelt blev Rumænien et kongerige under kong Ferdinand, og styreformen blev et parlamentarisk demokrati med flere partier. Styret var forholdsvis stabilt i 20'erne, men i 1930 kom kong Carol til magten efter Ferdinands død. Han styrede enevældigt, og det rumænske politiske liv sank ned i større og større kaos, præget af blodige opgør, antisemitisme og stigende fascisme. Kong Carol flygtede i 1940, og magten overgik til general Antonescu, som indførte et sandt terrorregime mod tidligere modstandere og jøder, der blev brutalt likvideret. Han pressede på for, at Rumænien skulle gå med i krigen på nazisternes side, hvilket lykkedes i juni 1941.

Et led i Hitler-Stalin traktaten af 1939 var, at Bessarabien skulle overlades til russerne. Disse besatte området i 1940, og det blev til den moldaviske sovjetrepublik.

Efter 1945

Sovjethæren invaderede Rumænien i august 1944. Det lokale kommunistparti havde på det tidspunkt 900 tilhængere. Ikke desto mindre vandt kommunisterne det, der blev kaldt et valg i 1946. Fra 1948 indgik kommunisterne og socialdemokraterne i et enhedsparti, og dets førstesekretær blev Gheorghe Gheorgiu-Dej.

Selv om han ikke var uddannet i Moskva under krigen, var Gheorgiu-Dej en overbevist stalinist. Han tog det fulde ansvar for fredsafslutningen med Moskva i 1947, hvor Rumæniens status i økonomisk og politisk henseende bogstavelig talt blev reduceret til en kolonis som straf for alliancen med Hitler.

Det var også Dej, der med den første femårsplan i 1948 indledte industrialiseringen af Rumænien. Der skulle opbygges en sværindustri i lighed med hvad tilfældet havde været i Sovjetunionen i trediverne. 11949 blev landbruget kollektiviseret, og inden Stalin døde havde Gheorgiu Dej fået hans fulde billigelse som den rette leder af Rumænien, hen over hovedet på de mennesker Stalin selv havde uddannet. 1 1952 begyndte Dej derfor at slå til mod sine fjender, især de kommunister som havde tilbragt krigen i Moskva. Det kom til skueprocesser og dødsdomme så sent som i 1954, da af staliniseringen så småt var begyndt andre steder. Udrensningerne i Rumænien var således de modsatte af, hvad de var andre steder.

Den forcerede industrialisering førte til en gradvis disintegrering af landsbyerne, efterhånden som folk flyttede til de nye industricentre. Opposition fra bøndernes side eller klager fra arbejderside over vilkårene i de nye industricentre blev slået ned med hård hånd takket være et omfattende og velorganiseret hemmeligt politi. Rumænernes had til de lokale kommunister og til Sovjetunionen var efterhånden lige stort.

Efter Stalins død og med Khruschevs overtagelse af magten i Kremt kom Gheorgiu-Dej under pres for at reformere sit styre. Han holdt imidlertid fast ved sit stalinistiske program men fik det tilføjet et nationalistisk indhold: stalinismen var simpelthen den specifikt rumænske vej til socialisme. Denne vej måtte være sådan, fordi Rumænien var et fattigt udviklingsland.

Afstandtagen fra Sovjetunionen

I sin kamp mod Khruschevs indflydelse i Rumænien begyndte Gheorgiu-Dej at søge allierede andre steder i verden, bl.a. Kina. Desuden indledte han et større økonomisk samkvem med Vesten, herunder optagelse af lån, for at komme ud af den spændetrøje, han mente COMECON havde anbragt Rumænien i. Khruschev havde ideer om en arbejdsdeling inden for COMECON, som ville, at Rumænien skulle gøres til hele COMECON‑områdets kornkammer. Men det passede ikke ind i den opfattelse, at netop industrialiseringen med vægten på sværindustri var med til at give Rumænien sin nationale og patriotiske profil og fremfor alt uafhængighed af Sovjetunionen. Gheorgiu-Dej opnåede endda, at russerne trak sig ud af Rumænien i 1958, hvilket var med til at styrke hans position i befolkningen.

Med tiden førte det økonomiske og tekniske samkvem med Vesten også til en vis grad af intern liberalisering i Rumænien, med øget intellektuel frihed og amnesti til politiske fanger. Desuden ophævede man - som det eneste sted i Østeuropa tvungen russiskundervisning i rumænske skoler. Litterære, kunstneriske og historiske produktioner skulle dog have til formål at fremstille de historiske bånd mellem partiet og nationen.

Nicolae Ceausescu

Gheorgiu-Dejs linie blev videreført efter hans død i 1965 af Nicolae Ceausescu, som med en ny forfatning fjernede enhver henvisning til samhørighed med Sovjetunionen. Det var et symbol på landets nationale uafhængighed, at landets navn blev ændret. Fra nu af hed det Den socialistiske republik Rumænien, og ikke som tidligere Folkerepublikken Rumænien. Dermed havde Ceausescu også symbolsk givet Rumænien status på lige fod med det socialistiske moderland Sovjetunionen.

Ceausescu nåede sit politiske højdepunkt, da han i 1968 undlod at deltage i Warszawa-pagt invasionen af Tjekkoslovakiet. Dagen efter invasionen talte han til en tusindtallig forsamling i Bukarest og sagde bl.a.: »Man har sagt, at der var fare for kontrarevolution i Tjekkoslovakiet, men måske siger man i morgen, at dette møde har kontrarevolutionære tendenser. Vi svarer dem alle på denne måde: vort folk vil aldrig tillade, at nogen krænker vort fædrelands territorium.«

Ceausescus terrorregime

Med tiden gik det dog galt. Den forcerede industrialisering, som gav resultater i form af høj vækstrate i 50'erne og 60'erne, gik i det lange løb ud over befolkningens levestandard. Landbrug og forbrugsvarer blev ikke ofret nogen synderlig opmærksomhed. I 1970'erne svandt Rumæniens olieproduktion ind til ingenting, og Rumænien måtte købe på verdensmarkedet eller finde alternative energikilder (kul, atomenergi).

Lønningerne faldt drastisk, og priserne for basale fødevarer blev sat stærkt i vejret. Ikke blot det, forsyningerne svandt mere og mere ind, og med tiden var forsyningen af fødevarer reduceret til et minimum, og alt var rationeret. Der har været gentagne strejker i 80'ernes løb, og arbejderkravene blev med tiden mere og mere desperate: mad på bordet lød det i Brashov fra de strejkende arbejdere i 1987.

Ceausescu udviklede sig med tiden mere og mere til en despot af den værste slags, »conducatoren«, som han lod sig kalde. Han sørgede for at ingen kunne føle sig sikker ved hele tiden at udskifte sine ministre. Dermed skabte han sig en regering, som fulgte hans ord til punkt og prikke. Det hemmelige politi, Securitate, spredte terror i befolkningen. Enhver kontakt med udlændinge, også en tilfældig bemærkning på en restaurant, blev strengt forbudt. A1 kunst og medierne skulle tjene et formål: at glorificere ham selv og hans familie. Især hans kone, Elena, som med fire års skolegang var blevet doktor i kemi, lyriker, maler og Tv-producent!

Rumænerne frøs. Mod slutningen af 80'erne blev der indført strenge restriktioner på brug af gas, el og brændselsstoffer. Det var ikke tilladt at have mere end 12 graders varme indendørs i et land, hvor det kan fryse op til 20‑30 grader om vinteren. Gas og el kom kun nogle få timer hver dag, man vidste blot aldrig hvornår. Elpærer over 30 watt kunne ikke købes. Hospitaler manglede det mest almindelige udstyr, og forsyningerne med medicin var helt i bund. Ambulancer havde forbud mod at hente pensionister over 70 år, og kvinder blev tvunget til regelmæssige gynækologiske undersøgelser for at sikre sig, at de ikke havde gennemført en abort. Ceausescu ville nemlig have flere rumænere. I skolerne undervistes først og fremmest i Ceausescus tanker, og fjernsyn var begrænset til et par timer hver aften med Ceausescus bedrifter.

I overensstemmelse med teorierne om proletariatet som socialismens kerne ville Ceausescu heller ikke længere have landsbyer, som jo var et levn fra den gamle bondekultur. Han havde planer om at jævne samtlige landsbyer med jorden for til gengæld at flytte bønderne ind i højhuse, i store altro-industrielle komplekser. Han nåede at få gennemført planen i visse landsbyer, men langt fra i alle.

Det gik hårdt ud over det ungarske mindretal i Transsylvanien og over de tyske mindretal, om end sidstnævnte i stor udstrækning blev købt ud af Vesttyskland. Flere og flere ungarer flygtede over grænsen til Ungarn, og blandt dem var der også rumænere.

Kontakten med omverdenen svandt helt ind, herunder den økonomiske. Rumænien isolerede sig, og ingen var længere interesserede i rumænske synspunkter. Til sidst var Rumæniens største allierede Nordkorea, men Ceausescu bifaldt også begivenhederne i Kina i sommeren 1989, da studenteroprøret blev slået ned. Heller ikke Gorbatjov, som besøgte Rumænien, havde held med sit forslag om, at Ceausescu burde indlede en perestrojka. Et kardinalpunkt for Ceausescu var, at Rumænien fik tilbagebetalt hele sin udlandsgæld. Det blev opnået i 1989.

Det var også i den periode at det danske kongehus glimrede ved at tildele Ceausescu Danmarks fornemste orden Elefantorden. Man må virkelig tænke på P.A. Heiberg der har skrevet "Ordner hænger man på Idioter - Stjerner og Kors man kuns Adelen gi'r". (fra indtogsvisen).

Det rumænske regime endte som en uhyggelig karikatur på det, der kunne kaldes »nationale veje til kommunismen.« Man genkender tidligere tiders voldsomme nationalisme, som de nulevende ledere forstod at udnytte. Dertil kommer imidlertid også, at næsten hele Rumæniens historie som selvstændig stat er en lang kæde af undertrykkelse og vold.

Knæfald for kapitalismen

Ceausescus projekter fremkaldte mange beske kommentarer, først og fremmest i andre lande. I Rumænien holdt folk sig på den sikre side ligesom Vaclav Havels grønthandler i Prag. De meget få rumænere, der tog åbenlyst afstand fra Ceausescus politik, blev straffet med husarrest.

Da arbejderne i industribyen Brasov i 1987 demon­strerede mod Ceausescu, blev demonstrationen slået brutalt ned. 1 1989 opfordrede ukendte personer i flyveblade til at markere årsdagen for demonstrationen ved at demonstrere igen. Denne gang var der ingen, der fulgte opfordringen.

Det var ikke overraskende, at Ceausescu så med stort ubehag på begivenhederne i andre østeuropæiske lande. På parti-kongressen i 1989 angreb han sine nabolande for at gøre knæfald for kapitalismen. Så­danne udskejelser ville ikke foregå i Rumænien, i hvert fald ikke før »birketræet begynder at bære æbler,« som Ceausescu så malerisk udtrykte sig.

Det engelske blad »The Guardian« kommenterede: »Rumænien må vente på forandringer, indtil den 71- årige præsident dør.« Det var i slutningen af no­vember 1989.

Tyrannens fald

Nøjagtigt tre uger efter det engelske dagblads pessimistiske forudsigelse fremkom tre bemærkelsesværdige meldinger fra de internationale nyhedsbureauer: Fra Budapest og Sofia blev det meddelt, at de rumænske myndigheder havde lukket grænserne. Chauffører og andre, der var sluppet over grænsen, inden den blev lukket, kunne melde om regerings­fjendtlige demonstrationer i byerne Timisoara og Arad. Soldaterne havde skudt, og der skulle være mange døde. Det sovjetiske nyhedsbureau meldte fra Bukarest, at myndighederne havde fældet et træ, hvor studenter havde ophængt æbler! De forandringer, som Ceausescu havde udelukket, var nu på vej.

Herefter gik det hurtigt. Ceausescu vendte hjem fra et statsbesøg i Iran og forsøgte på et massemøde dels at true dels at berolige befolkningen. Men noget fantastisk skete. Ceausescu blev piftet ud af tilhørerne. Dermed var det slut. Diktatoren og hans hustru Elena forsøgte at flygte i en helikopter. Men de blev arresteret af hæren. Få timer senere blev de stillet for en standret, dømt til døden og henrettet.

I en uge var der skyderier i Bukarest og andre byer, fordi diktatorens sikkerhedstropper nægtede at nedlægge våbnene. Men over for hæren og befolkningens flertal var det en udsigtsløs kamp, og efter en uges forløb var det forbi.

Der blev dannet en ny regering, der erklærede kommunismen for »afskaffet«. Den lovede frie valg i 1990 og som en kærkommen foranstaltning begrænsede den eksporten af fødevarer, så befolkningen for første gang i lange tider kunne spise sig mæt.

Østeuropas værste diktatur var faldet!

  Litteraturliste.

Birthe Lauritsen og Jerry Bergman, Mindretal i Øst-europa.
Mary Dau, Østeuropa, Fortid og Fremtid
Peter Dalhoff-Nielsen, Det nye Øst-europa.
Hans Madsen, Rumænien.