H. C. Andersen

Den 2. april 1805 blev vore stor digter H. C. Andersen født og snart kan vi fejre hans 200 års dag. 

I dag er han selvfølgelig mest kendt for sine dejlige eventyr. Men H. C. Andersen var også en meget ivrig rejsende der skrev levende om sine rejser. Store strækninger rejste han med diligence og alt har han beskrevet. De følgende kapitler er nu mest med båd og taget fra "En Digters Bazar" og med hans egen ortografi. Der var måske en og anden der kunne syntes det var interessant at drage paralleller til vore dage. Nogle af hans tids landsbyer ligger nu på søbunden efter at dæmningen er kommet, men meget er sikkert til at kende igen.

En Digters basar

Kapitel IV

SERVIENS DRYADER

En lille Flod, der falder i Donau, gjør Grændsen imellem Bulgarien og Servien; hele dette Land synes een uhyre Egeskov! ja, her er Dryadernes store Forum med mægtige Minder og et Folks dybe Sange. Det grønne Træ er helligt for Folket, Hvo som omhugger Træet, sige de, tager et Liv. Det grønne Træ synes at være af langt større Betydenhed for Manden, end Qvinden er ham, hun staaer i sit eget Huus ydmyg og tjenende, hun opvarter sin Mand og Gjesterne, hun staaer med korslagte Arme nederst ved Bordet og venter, for at opfylde deres Ønsker. Saaledes er det i Bondens Hytte, saaledes er det i Fyrstens Slot.

Som et charakteristisk Tegn paa Folk og Cultur viste sig strax her paa Grændsen de forskjellige Vagthuse, der ligge hinanden saa nær, at Soldaterne kunne raabe over til hinanden.

Paa Wallachiets flade Græsmark, med sin leerede Skrænt mod Donau, laae en ussel Leerhytte uden Vinduer; den havde Rørtag og en Skorsteen af Rør, men høi og rummelig, som var det et lille Taarn paa Taget; Karle i lange Skind-Kitler dannede Gruppen her; paa bulgarisk Side, hvor Naturen omtrent havde samme Characteer, som i Wallachiet, laae et sort Huus af Steen, lig vore Kartoffelkjældere; en tyk Tyrk i Trøie, med en Holdning som en Mops, der skal staae paa Bagbenene, var Grændsesoldaten. I Servien derimod skovgroede Bjerge, hvert Træ værdigt at omslutte en Dryade. Vagthuset var et venligt, hvidt Huus med rødt Tag, Alt smilte saa livligt og grønt tæt derved; Soldaten viste sig halv Kriger, halv Hyrde.

»Farvel Bulgarer-Land!« raabte vi og glede frem under Serviens Skove.

Den første By her, i hvor lille den var, flyttede os ved sine røde Tage, sit reenlige Ydre, midt ind i Tydskland; ni Storke gjorde deres Promenade i det Grønne; Afrikas Sol‑Aander havde maaskee her nys redet Sommer i By paa dem; her var tredive Graders Varme!

Som der er Blade i disse Skove, er der Sange paa dette Folks Læber, og som de frodige, grønne Grene minde den Danske om hans grønne Øer, minde disse Sange ham om hans Folkeviser. Naar Servieren synger om Stojan, der ei kunde vinde den stolte Søster til Iwan, da troe vi at høre een af vore Kjæmpeviser, vi tænke paa Hr. Peder der kastede Runer; ‑ den serviske Stojan skrev fire Elskovsbreve, kastede det ene i Flammerne og sagde: »Du skal ikke brænde, men Iwans Søster, hendes Fornuft skal brænde!« det andet kastede han i Vandet: »Du skal ikke skylle Brevet bort, men bortskyl hendes Fornuft!« det tredie gav han til Vinden: »før ei dette paa din Vinge, men flyv med hendes Fornuft!« det fjerde lagde han om Natten under sit Hoved, idet han sagde: »ei Du skal hvile her, men Iwans Søster!« og da det blev Nat, bankede det paa hans Dør og hun stod der udenfor og raabte: »luk op! for Himlens Skyld! Flammerne fortære mig, Vandet river mig med sig! forbarm Dig, luk op! Stormen bærer mig bort!« og han aabnede Døren for Iwans stolte Søster. Og Servieren elsker sine Træer, som Schweizeren sine Bjerge, som den Danske elsker Havet. Under Træets Kroner samledes aarlig med Fyrst Milosch Byernes Afsendinger; Træerne hvælve sig til Retssal! under Træet dandser Brudgom og Brud! Træet staaer i Kampen som en Kjæmper selv og strider mod Serviens Fjende; de duftende, grønne Træer hvælve sig over de legende Børn, det grønne, duftende Træ er den Gamles Gravmonument. Dette Skovland er den livsgrønne Green paa det osmanniske Træ, men Grenen hænger kun ved en let Sammenslyngning fast ved det næsten udgaaede Træ, Grenen har slaaet sin Rod og vil voxe dristigt, som et af Europas bedste kongelige Træer, faaer det Lov at staae! det sang Serviens Dryader, da vi seilede forbi, og da vi hvilede paa Græstæppet under Skjærmen af deres duftende, flagrende Haar.

Ovenfor Radeciwecz hvor Tartaren Hasan forlod os under de bedste Ønsker: levende og lykkelig at naae til Constantinopel, begynder med et prægtigt Skovparti Øen Ostrava, den er tolv italienske Miglier lang; paa wallachisk Side hævede sig her de første store Træpartier, vi endnu havde seet, ja, der kom dyrkede Viinhaver; det var, som Serviens Skovrigdom og Cultur kastede en Glands, ikke blot over Donau‑Øen, men selv til den wallachiske Kyst. Fuglene sang, som jeg kun har hørt dem synge i de danske Bøgeskove; vi beseilede en smal Arm af Donau, det var, som glede vi gjennem en herlig Skov, Sollyset bævede mellem de grønne Grene og zittrede paa den stride Strøm. En ung, servisk Pige, med røde Baand paa den hvide Halvjakke og skinnende Mønter om sin røde Hue, stod med sin Vandkrukke ved Strømmen, det var en levende Vignet til den serviske Vise: »Den unge Pige gik at hente Vand, hun bøiede sig imod det, og sagde da stille de Ord til sig selv: Stakkels Barn! o, hvor Du er smuk! Med en Krands saae Du endnu langt smukkere ud, turde elske Hyrden, den unge Hyrde, der gaaer foran Hjorden, som Maanen foran Stjernernes Hær!«

Hos et krigersk Folk, hvor Qvinden ei er Amazone, men ganske Qvinde, maa hun tie og ydmyge sig; de serviske Qvinders underordnede Stilling tillader dem ei at udtale Hjertets dybeste Stemme; det aabenbarer sig characteristisk i alle deres Elskovs-Sange.

»Da i gaar vi vare i Herberg, spiste vi herlig Nadvere, og vi saae en Pige, saa ung og smuk, Perle-Tulipaner bar hun i Haaret! jeg gav hende min raske Hest, og hun sagde til den: siig mig Du Brune, er din Herre gift: og Hesten svarede med en Vrinsken: Nei, smukke Pige, han er ei gift, men til Høsten tænker han paa at føre Dig til sit Hjem! Og Pigen sagde glad til den Brune: ifald jeg vidste det var Sandhed, vilde jeg strax smelte mine Spænder, og med dem beslaae din Grime, jeg vilde smelte mit Halssmykke, for at forgylde dit rene Sølv!«

Det er Fyrst Milosch, der i de sidste Aar har ladet samle en rig Skat af disse Landets mange Sange, den Enkeltes Leven, det hele Folks Heltegjerninger. I Servierens Huus, hvor der tidt leve flere Ægtepar, men under et af dem selv valgt Overhoved, som bestyrer Formue og Huusvæsen, lyder om Aftenen lystig Musik af Violin og Sækkepibe; i hvert Huus findes Een, der kan spille og med Instrumentet ledsage deres Heltesange; saaledes lære Børnene Historien, saaledes styrkes den Ældre i Kjærlighed til sit Land. De mindes da deres kongelige Tid, Belgrads Stifter Stephan Dussan, Corbelitza og Johannes Hunyades.

Aftenen var saa stille og mild, Donaufloden løber jo her i Bredegrad med Arno, Stjernerne glimrede og Serviens Skove stode høit mod den gjennemsigtige Luft; Natten var saa klar, at vi kunde seile bestandig fremad; et stort Stykke var lagt tilbage, da jeg næste Morgen kom paa Dækket, vi passerede da netop paa servisk Side den tyrkiske Fæstning Fetisland; Taget paa det store Taarn var ganske nedfaldet, kun Lægterne stode; det var en ynkelig Fæstning at see til; en Deel af Besætningen sad i Muurhullerne, røg Tobak og stirrede efter os. Klokken Otte vare vi ved Gladova. Passagerer og Gods bleve omskibede i en stor, smukt malet Baad med. Trætag. Her begynder den saakaldte »Jern-Port«, der hos de fleste Reise beskrivere omtales som et Parti af Donau, der næsten ikke er til at befare; her ere stærke Fald, her ere mægtige Hvirvler, der have opslugt Baade og sønderslaget Skibe; rundt om i den fraadende Strøm strække sorte Klipper deres knusende Fingre op i Luften; men beseile »Jern-Porten« kan man dog, jeg finder Seiladsen mellem Orsova og Drencova langt mere vild og farlig.

Vor flinke Capitain stillede sig forud i Baaden, der ved et Toug med Jernkjæde droges op mod Strømmen af et halvhundrede Serviere, der paa Landjorden gik og halede. Under Kysten laae en Mængde Flodskibe, de trækkende Serviere maatte, som Steengeder, springe fra Skib til Skib, hale og hale, derpaa springe i deres tynde Baade og med Touget om Livet roe sig og os frem.

Vi holdt os tæt ind til servisk Kyst, midt ude i Strømmen vare nogle Fald, Vandet sprøjtede mod Baadens Forstavn; et Par Steder hævede sig Kysten i lave men lodrette Fjelde; i disse vare da slagne, som en Slags Gelænder, Touge, ved hvilke vore Serviere i de smaa Baade holdt sig fast og saaledes arbeidede mod Strømmen, de sprang da igjen i Land, og vor lille Baad gik som et Dampfartøi mod den stærke Flod. Farligt saae det slet ikke ud, det var eiendommeligt. Gamle Træer hang ud fra Fjeldene, Nattergale sang og vort store Flag med den dobbelte Ørn viftede i Vinden. Lidt ovenfor den lille By begynder den farligste Deel af Seiladsen gjennem »Jern-Porten«; alle Passagerer steg i Land, og kun to Matroser og Capitainen blev tilbage. Det var ikke det Farlige der forjog os, men det var den grønne Skov, som indbød; her var friskt, duftende og deiligt; serviske Grændse-Soldater, der vare fulgt med fra Gladova, passede paa, at vi ikke skulde komme i nogen Slags Berørelse med Landets Beboere.

Det alene at betræde Land, efter i flere Dage, - det korte Besøg i Widdin undtagen, - kun at have vandret op og ned ad Skibets Dække, var en Vederqvægelse, og dobbelt stor her, midt i en duftende Skov paa et Græstæppe, som vrimlede af Blomster! vi plukkede os Alle en Bouquet. Bag Træerne hævede sig høie Klipper med Buske; Guldregn spættede det Grønne. Vi kom under et stort Træ, og man sagde os, at her havde den forrige Pascha af Orsova daglig taget sin Frokost, og da ikke sjelden, netop paa disse Grene, ladet ophænge nogle Christne; ikke langt herfra stod et Kors, det var det første Kors paa aaben Mark, jeg havde seet siden jeg forlod Italien, det hilsede mig som et kjært, helligt Tegn udenfor Halvmaanens Land; dette Grønne, disse Blomster og Fuglenes Sang, o det var en Festdag i Naturen, vi vandrede mellem Serviens Dryader; vor Vagt havde nok at gjøre med at holde Selskabet samlet, En vilde have en Green med Guldregnen, en Anden vilde plukke Blomster, en Tredie drikke af Kildevældet, og vi turde jo ikke skilles fra hinanden, vi skulde holde Skridt med Baaden, der rigtignok her kom langsommere frem, vippede lidt, ja blev endogsaa stundom besprøjtet af en Bølge, som den skar igjennem. Hyrder og Qvinder, som vi traf paa, flyede og betragtede os i tilbørlig Afstand.

Vi kom forbi en Svovlkilde, en fattig Sti førte hen til den, og maaskee om ikke mange Aar ligger her et prægtigt Badested, Gjesterne vandre under disse løvfulde Træer. Vor flinke Skipper sad ved Roret; Baaden vippede som en Spaan over Brænding og Struddel; og den Gamle nikkede til os, naar Vandet sprøjtede i Veiret. Vinden susede i Træerne og Dryaderne sang om en ligesaa kjæk Skipper paa en endnu farligere Flod, Politikens; Dryaderne sang om Landets Fyrste Milosch, den ægte Servier. Træ staaer jo ved Træ i dette Land, som i Amerikas Skovstrækninger, Dryade fortæller Dryade om hvad der rører sig i de indesluttede Dale, og i den mørke Tykning; det klinger i vor Tid som et Eventyr, at op til Ungarns Sletter, tæt ved den svulmende Donau, lever et krigerisk og dog patriarchalsk Folk, hvis Fyrste som Dreng vogtede sin Faders Hjorder, hvis Fyrste reiste som Knøs Handels-Rejser gjennem Landet; da den sorte Georg brød Tyrkernes Lænker, kjæmpede han med Folket for dets Frihed, han var den modigste Kriger, den lykkeligste Seierherre. Den sorte Georg drog som Flygtning bort med de Tabende; den unge Kriger gik med sine Helte dybere ind i de mørke Fjelde. Klippehulen var da Milosch's Kongeborg, der ventede Fyrstinden ham, der stegte hun selv det Lam, der skulde sættes for ham og Vennerne; han kom, men som Flygtning, og dristig, som den vordende Drots Hustru, som Moderen til Heltens Børn, standsede hun ham og spurgte, om de skulde omkomme, om Fædrelandet skulde falde, og bød ham vende om, - og han vendte om til Seier. Europas Fyrster have erkjendt Milosch som Fyrste 1), de tyrkiske Soldater og Paschaer i Serviens Fæstninger ere kun en Skygge af Magt, en Skygge, hvori Serviens Børn søge Kræfter. I Milosch's Kongeborg er det Fyrstinden og Døttrene, som opvarte Fyrsten og hans Gjester, det gaaer til i Fyrstens Borg som i Bondens Hytte, og Sækkepibe og blanke Vaaben ere de første og vigtigste Gjenstande, vi der møde.

1) Den første juni 1839 blev Milosch nødt til at resignere, den ældste Søn Milan fik Regjeringen til den ottende juli 1839, nu hersker den yngre Søn Michael Milosch.

V

PASCHAEN I ORSOVA

Ud for os laae det tyrkiske Orsovas Fæstning, Sædet for en Pascha; den farligste Deel af »Jern-Porten« var passeret, vi nærmede os det første Maal for vor Seilads: Qvarantainen. Vi steg igjen i Baaden, Frokostbordet var dækket, en Afskedsskaal blev tømt for Halvmaanen og de beslørede Qvinder.

Den wallachiske Kyst hævede sig som den serviske i skovbegroede Fjelde; til Høire paa en fremspringende Landtunge ligger Ny-Orsova med rødmalede Huse, hvide Minareter og grønne Haver; den største Bygning ud mod Strømmen, sagde man os, var Paschaens Serail; bag de vel tilgittrede Vinduer betragtede de smukke Qvinder vor brogede Baad, fæstede paa os maaske Kikkerten, - de have bestemt een, - saae, hvilke Fremmede der kom og nu snart skulde i Qvarantainen indespærres som de, men eensomt uden Kjærligheds Lykke. De saae os under Fæstningen, der paa servisk Side stiger op af Donau, de saae deres Ægte-Herre, Paschaen af Orsova med Soldater vandre udenfor Murene ned mod vor Baad, der nu laae stille.

Paschaen, en kraftig Mand paa omtrent fyrgetyve Aar, med blaa Militairfrakke, store Guld-Epauletter og Fess, hilste paa os og underholdt sig længe med Philippovich.

Fæstningen, der seer forfalden ud, hilste os med fem Kanonskud, da vi gled forbi; vi saae nu den østerrigske Stad, Gammel-Orsova, og Flekken Xupaneck, hvor Qvarantainen holdes, vi maatte Orsova aldeles forbi, saa stærk er Strømmen, først langt oppe kunde en Overfart gjøres mulig; den varede kun faa Minuter.

Landings-Pladsen var indhegnet med Plankeværk, der knagede af den Mængde Tilskuere, som hvilede paa det, for at see os forpestede Fremmede.

Store Vogne, forspændte med Oxer, optoge vort Tøi og satte sig i Bevægelse; Selskabet fulgte langsomt efter, omgivet af Soldater og Qvarantaine-Betjente, hver med en lang, hvid Stok til at holde os tre Skridt fra Livet; endnu eengang kastede vi vort Blik ned ad Strømmen, der havde baaret os. Fæstningen laae i Skygge, men i Ny-Orsova skinnede i den deiligste Solbelysning Minareter, Tage og Træer; en Baad satte tværs over Strømmen henimod Paschaens Serail; det var Paschaen, der tog over at besøge sine Koner!  vi vandrede til vort aflukkede Fængsel, han til blomstrende Terrasser, Kys og Omfavnelse, - Menneskets Lod er forskjelligt i denne Verden; det er Moralen af denne Historie.

 VI

QVARANTAINEN

 At ligge i Qvarantaine, det er at øve sig i Polyp-Faget! – Egentlig ligge vi Alle i denne Verden i Qvarantaine, indtil vi faae Lov til at gjøre den store Himmel-Reise. Digtere fødes, siger man, men der fødes bestemt ogsaa Folk for at ligge i Qvarantaine! jeg har kjendt Reisende, der ligge til op mod Middag, og før de da komme i Klæ­derne og have nyslet og puslet, er det Eftermiddag, saa skal de skrive Breve, eller hvad de have oplevet den Time af Dagen forud, de bevægede sig i Gallerierne; de bruge da et Aar til at see, hvad Andre see bedre i en Maaned; men det kaldes at være solid, ikke jaske af, at gjøre sig fortrolig med o. s. v.; jeg kalder disse Folk Qvarantaine-Mennesker. - Puckler Muskau fortæller om sig selv i Qvarantainen paa Malta, at han bad, om han maatte blive der een Dag længer, for at blive færdig derinde med sit Arbeide! - jeg har en ganske modsat Natur; paa Reisen maa jeg tumle mig fra Morgen til Aften, jeg maa see og atter see! man kan jo ikke bestille Andet end pakke hele Byer, Folkefærd, Bjerge og Have ind i Tanken; altid tage, altid gjemme, der er ikke Tid til at synge en eneste Sang! ja jeg er ikke engang oplagt dertil! men det kommer nok, veed jeg! indeni syder og gjærer det, og naar jeg sad er i den gode Stad Kjøbenhavn og faaer aandelige og legemlige kolde Omslag, sad skyde Blomsterne frem! - vel er ikke Behandlingen den ønskeligste, men Hvo spørger mig derom; tilsidst troer jeg selv, jeg har ganske godt af det, selv af Slambadene i det dødfødte »Tidsskrift«.

Vort Indtog i Qvarantainen var Motiv for en maler, rundt om skovbegroede Bjerge og foran en flad, grøn Slette, hvor han kunde anbringe først de store med Reisetøi fyldte Vogne, trukne af hvide Oxer, som bleve drevne af wallachiske Bønder i hvide Kofter og colossale Hatte, der hang dem ned om Skuldrene; og nu det brogede Selskab af Tyrker, Grækere og Franker; Pater Adam i sin sorte Dragt med en Hat, som et stort Skjold, var ikke den mindst maleriske Figur. Soldater fulgte som Geleide! Indtrædelsen var det lystigste! vi saae Kanoner, nøgne Mure, store Hængelaase, Nøgler der raslede, Qvarantaine-Betjente, som trak sig ærbødigt til Side, for ei at komme i Berørelse med os; Landeveien, den saakaldte Promenade, inde mellem de høie Mure, var saa flau, at den derved fik Nyhedens Præg, rigtignok stod her et Par Rosenhækker, men Roserne selv lade endnu i Qvarantaine i den grønne Knop, hvert Blad mindede os om vort Qvarantaine-Flag. Jeg vil ikke klage over Leiligheden, men kun beskrive den, jeg vil ikke jamre over Kosten, uagtet Suurkaal og Donauvand, om man endogsaa, som her, faaer fuldtop af fedt Flesk dertil, ikke smager mig.

Den hele Bygning er en Slags Æske i Æske; den inderste forestiller en Slags fiirkantet Have, hvis Kjærne er et lille Lysthuus af umalede, raae Lægter, som de grønne Ranker ikke have ret Mod til at hefte sig ved; fire Længer, i hvilke hvert Vindue er dobbelt tilgittret, omgiver dette Paradis, som man tør see men ikke røre! Udenom Længerne er igjen en stor Muur, hvert lille Kammer indenfor har saaledes en lille Gaard; Muren har atter en Muur om sig, og Mellemrummet er Promenade! det er mere lysteligt at læse derom, end at prøve det i Virkeligheden. Englænderen Ainsworth og jeg flyttede sammen i to smaa Værelser; et Bord, en Stol og en Brix var Meublementet for hver; iøvrigt ganske nye, kalkede Vægge! Solen skinnede sad velsignet paa Væggene, at man næsten blev blind af den Herlighed. Til Guardian fik vi en gammel Karl Johan, der havde været med i Slaget ved Leipzig og der faaet en Skramme, og han maatte faae en Skramme, naar han kom i et Slag! han sov hver Nat i Forstuen paa vort Spisebord.

Den første Dag i en Qvarantaine gaaer fortræffeligt, man hviler sig efter Reisen, den anden, tredie og fjerde Dag skriver man Breve, den femte og sjette er man i Vane med den og læser i en god Bog, om man har en, men den syvende Dag gaaer man ud af Vanen igjen og finder, at vel den syvende Dag, men ikke hele syv Dage bør være Hviledage. Jeg begyndte da at finde det fortvivlende, uagtet vi dagligen fik Visiter af Svalerne, der byggede i vor Forstue og fløi om i Værelset, idet de fortalte Chronique scandaleuse fra den gode Stad Orsova. I vor Gaard stod to duftende Linde, jeg slyngede saa tidt mine Arme om dem, at jeg tilsidst sad paa en Green, og saa kom jeg op paa den næste. Derfra kunde jeg over Muren see et heelt Stykke Bjerg med Skov og Agerland og midt imellem begge en lille Hytte, o der saae ret paradisisk ud, thi der var man fri! - jeg kunde fra min grønne Baldakin see ned i en Række Nabogaarde, Philippovich havde plantet en tyrkisk Hestehale foran sin Dør, Messingknappen paa den funklede i Solen, de lange, hvide og røde Hestehaar flagrede om den brogede Stang. Vore Iglehandlere vaskede og skyllede de sorte Igler, de havde af dem i Pose og i Sæk. Bulgariske Qvinder laae i Kreds paa deres Tæpper, omringede af Børn, og holdt store, gule Paraplyer over sig mod Solen; de fortalte vist Eventyr, for Børnene jublede og Svalerne fløi uden om og qviddrede foragteligt, thi Svalerne her gave sig kun af med Hverdagshistorier, lige sete og lavede fra Reden.

De første Dage i vor Qvarantaine havde vi Musik, og smuk Musik; to unge, wallachiske Kunstnere, en Fløjtenist og En som spillede Glas-Harmonika, gav Concert i deres lille Fangehul, det lød over hele Haven, ved alle Vinduer tittede Medfangerne ud, og tilsidst applauderede de, thi det var kunstnerisk smukt; Fløjtespilleren aandede Følelse og Smag, Tonerne vederqvægede os. En Aften spillede han imidlertid nok saa lystigt, »Fryd dig ved Livet«, og det klang herinde som Spot; men han kunde sagtens spille det, han skulde ud næste Dag, vi havde endnu syv Dage at holde ud her.

Men der kunde jo gjøres Vandringer Bygningen rundt mellem de høie, hvide Mure, man kunde titte gjennem Sprinkelværket ind til hver lille Gaard, læse paa den lille, sorte Tavle, skrevet med Kridt, Dag og Time de Fremmede vare indlogerede, Dag og Time de skulde ud og hvor mange der var herinde! det var en Læsning for Phantasien og Hjertet; hvo var den Fremmede? Hvor kom han fra? Hvor gik han hen? Eller var det maaskee en Hun? Her var jo Leilighed til at føle ved den fælles Lidelse! men man turde dog ikke paa denne Promenade ganske overlade sig til Phantasi og Hjerte, man maatte holde sig til Guardianen og til sin Besindighed, vilde man ei styrte sig i en ny Qvarantaine-Tid; stundom mødte man senere Indkomne, og man maatte da holde sig op til Muren, for ei at komme i Berørelse med disse, man maatte see, om ikke Vinden bar over Muren en lille Fjer, der kunde falde os paa Skuldrene, see til ikke at træde paa en Trevl, Nogen havde tabt, thi da forlængedes Qvarantainen.

Jeg gik denne Tour, alene for at Fødderne ikke skulde komme af Vane med at gaae! Ingen spadserede her for sin Fornøielse! Meer end ængsteligt, næsten frygteligt var det, her at møde et Læs Varer; kom man i Berørelse med dette, da begyndte fyrgetyve Dages ny Qvarantaine. Her var en Varme mellem disse Mure og inde i vor lille Gaard, at man blev som kogt, jeg drømte om Dagen, at jeg var i Venedigs Blykamre, og om Natten, at jeg var lys levende i Helvede. Den Gang vidste jeg af Breve, at Heiberg i sin nye Satire (Digte: 1840. En Bog, som jeg i øvrigt anseer for Heibergs fortrinligste Værk. H.C. Andersen) havde fortalt om to af mine større dramatiske Arbeiders Opførelse dernede; det var ikke kommet mig i Tanke, saa længe jeg var i Guds fri Natur; men her, som sagt, i dette Helvede drømte jeg mig lige lukt ned i det Heibergske, og der var naturligviis ganske som han fortalte, man gav kun mine Stykker, og det var mig meget behageligt, ja, som christnet Menneske, særdeles behageligt at erfare, som han ogsaa har fortalt os, at de Fordømte, efter at have seet mine Stykker, kunde lægge sig med god Samvittighed. Selv der havde jeg med mine Arbeider virket noget Godt. Jeg hørte imidlertid dernede, at man foruden mine to Stykker paa een Aften havde engang bestemt at give til Slutningen Heibergs Fata Morgana, men de Fordømte havde protesteret, man kan ogsaa gjøre En Helvede for hedt, og der skal være Maade med Alt! Fanden maatte da lade det blive med mine to Stykker, men det er hans Bestemmelse, at de skulle afløses med den nyeste, saadan rigtig allerhelvedes Comedie, Heiberg giver os igjen, med tilhørende af Huusvennerne skrevet Forspil, ved hvilket Publicum bliver stillet paa det rette Standpunkt til at opfatte og beundre; bag efter den sædvanlige Apotheose, ogsaa af en af Huusvennerne. See saaledes kan man drømme i Qvarantainen!

Vi bleve tilsidst Alle syge og Lægen forordnede en Medicin, der forekom mig fortræffelig for wallachiske Heste, men ikke for svage Mennesker, der lide af Mavesmerter: først skulde drikkes et stort Glas Brændeviin, derpaa en stærk Kop Kaffe uden Sukker og Fløde.

Det mindst afvexlende Liv har dog sine store Begivenheder, vort herinde havde tre. Den ene var en Visit af Paschaen af Orsova; det nøgne Lysthuus i Haven tjente som Conversations‑Sal; sex Soldater, med Bandeleer over den blaa Trøie og Bajonet paa Geværet, udgjorde tillige med Tolk, Læge og Tjenere Følget. Den anden store Begivenhed var, at vi hver fik en gammel Vaskerkone, som skulde vaske vort Tøi og derpaa blive Qvarantainen ud hos os! Vi fik Guardianens Hustru; det gamle Ægtepar sov i Gangen paa Spisebordet, en sammenrullet Trøie var Hovedgjerde og en Soldaterkappe Overdyne, Alt paa Felt-Fod! Doctoren var deres Alt, vaagen og i Drømme! de nævnede aldrig hans Navn, uden de fik en militair Holdning. Den tredie Begivenhed traadte op med Musik og Declamation. Tværs over Haven lød fra et Vindue til et modsat den frygteligste Raaben og Skrigen af nogle lasede Karle, som for syv Aar siden vare løbne fra Østerrig over i Wallachiet, havde levet der, men af Hjemvee frivilligt vendte tilbage; de havde selv angivet sig og maatte nu, før de udleveredes, gjøre deres Qvarantaine. Tidligere end Solen stod op og ud til den mørke Aften converserede de, eller spillede paa bulgariske Fløjter, men altid det samme Stykke af to eller i det høiste tre Toner; det lød, som naar man blæser i et Tulipanblad og træder i det samme en Kat paa Halen.

Endelig slog vor Friheds Time, men Vedkommende havde Middags-Selskab, eller hvad det var! en heel Time over vor Fængselstid, en heel Time, der syntes som en Dag, maatte vi Alle, paa een Begunstiget nær, vente, før vi kunde drage bort, og det skete ikke med Lystighed, som da vi kom, vi vare matte; vi, som havde glædet os saa meget til Friheden, vare ude af Øvelse med at løfte Vingerne. Den, der kommer fra et Skib, har tidt endnu en Fornemmelse af Søsygen, saaledes havde vi Alle en Følelse af Qvarantainen! - først lang Tid efter afspeilede sig i min Tanke poetiske Erindrings-Billeder, og disse viste Skuet af det lille, fattige Huus, jeg fra Træet øinede oppe mellem Ager og Skov, de lode mig høre Fløjtetonerne af den unge Kunstner fra Bukarest, de lode mig gjenføle Søndags-Andagten i vort Fængsel, naar Ainsworth sad stille og læste i sin Bibel,

Pater Adam sang Messe med sine armenianske Drenge, og jeg saae paa det grønne Viinblad ved mit Gitter, hvor Guds Sol skinnede saa varmt, saa at min Tanke fløi ud i Naturen, og i den er man altid ved Guds Hjerte.

VII

DET ER SØNDAG I DAG

Det er Søndag i Almanakken, Søndag i Guds Natur! afsted ud i Bjergene til Mehadia, Ungarns skjønnest liggende Badested! Hvilken Mylren af Blomster i det grønne, høje Græs! hvilket Solskin paa Bjergenes skovbegroede Sider! Luften er saa blaa, saa gjennemsigtig! Det er Søndag i Dag! og derfor ere alle Folk, vi møde, saa festligt klædte. Pigernes opflettede, sorte glindsende Haar prange med levende Blomster, en Green af Guldregn eller en mørkerød Nellike; de store Særkeærmer ere broderede med Grønt og Rødt; Skjørtet synes lange Fryndser, røde, blaae og gule! - selv den gamle Mo'erlille er klædt i Fryndser og har sin Blomst paa det hvide Liin. Knøse og Drenge have Roser paa Hatten, den mindste seer jo prægtig ud! hans stumpede Skjorte hænger ham ud over de mørke Beenklæder, en Green Guldregn ligger om den store Hat, der glider ham halv over Øinene! jo, det er Søndag i Dag!

Hvilken Eensomhed i disse Bjerge! Liv og Sundhed sprudler i Vandet fra disse Kilder! Musik bruser fra den pyntelige, store Badesal! - Nattergalen synger i det klare Solskin, mellem de duftende Træer, hvor de vilde Viinranker snoe sig! Du deilige Guds Natur! min bedste, min helligste Kirke! her siger mit Hjerte mig:  »det er Søndag i Dag!«

Vi ere atter i Orsova! Messingkuglen paa Kirketaarnet skinner i Solen, Døren staaer paa Klem! hvor eensomt herinde! Præsten staaer i Messedragt og hæver sin Stemme, det er Pater Adam! den lille Antonius knæler og svinger Røgelsekarret; den ældre Dreng Hieronimus har Plads midt i Gangen og forestiller hele den armenianske Menighed.

Udenfor Kirken, paa Torvet, hvor Lindetræerne staae i Blomster, er stor Dands af Gamle og Unge; midt i Kredsen staae Spillemændene, den Ene blæser paa Sækkepibe, den Anden gnider Violinen. Kredsen dreier sig først til Høire saa til Venstre. Alle ere i deres bedste Pynt, i Fryndser, Blomster og bare Been; det er Søndag i Dag!

Nogle smaa Drenge løbe i bar Skjorte, men en stor MandfolkeHat har de paa Hovedet, og paa Hatten en Blomst; Honoratiores, Herrer og Fruer ganske wienerklædte vandre forbi og see paa Folket, det dandsende Folk! den røde Aftensol skinner paa det hvide Kirketaarn, paa den guulbrune Donau, og paa de skovbegroede, serviske Bjerge; gid den maa skinne i min Sang, naar jeg synger herom! hvor smukt og livligt! hvor friskt og eiendommeligt! Alt tyder paa en Fest, Alt tyder paa: det er Søndag i Dag!

VIII

REISE LANGS DONAU FRA ORSOVA

TIL DRENCOVA

Langt farligere Seilads, end den gjennem »Jern-Porten«, frembyder største Delen af Donaufarten mellem Orsova og Drencova; Strøm­men her har vildere Kraft, Faldene ere større og hyppigere, Hvirv­lerne langt mere udstrakte. Paa denne Fart var det for to Aar siden, at den Baad, som førte Dampskibs-Passagererne, kantrede, og Alle fandt deres Død i Strømmen. Det var, fortalte man, en graa, regn­fuld Dag, det stormede ikke lidt, Capitainen stod ved Roret, Baaden var fuld af Reisende; det var ingen let Maneuvre, at styre den mellem de i Floden rundt om fremragende Skjær; en Flok Bønder gik paa Landjorden og trak den gjennem de stærke Hvirvler, medens Stormen løftede Flodskummet mange Alen i Veiret. Capitainen raabte til Bønderne, at de skulde trække langsommere, de hørte ham ikke, Storm og Stram overdøvede hans Raaben; han gjentog endnu Commandoen, de misforstode den, droge endnu hurtigere, og i samme Nu stødte Baaden mod et Fjeldstykke, den væltede, og ingen Redning var mulig. Langt fra Stedet, hvor Ulykken skete, fandt man nogle af ligene, blandt andre en ung Englænders; hans Slægtninge have opreist et Monument tæt ved Floden, hvor man fandt hans Liig, og hvor han er blevet jordet.

Fra den Tid, da hiin Ulykke skete, lader Dampskibs-Comiteen ingen af deres Passagerer gjøre Reisen her paa Baade, man rider eller kjører; en fortræffelig Kjøre-Vei er under Arbeide, og allerede saa godt som fuldført'); paa flere Steder har man ladet Klipperne sprænge, og hvor Grunden var løs og sumpet, vidst at styrke og udfylde den. Alt Reisegodset derimod føres, Dagen før den Fremmede tager afsted, paa Baade, der trækkes af Heste.²)

--------------------------------------

') Veien er blevet til under Grev Schechenyi's og Ingenieur-Director Våsarhelys Ledning.

²) Jerndampskibet Stephan, som nu gaar mellem Wien og Linz, havde, fjorten Dage før jeg passerede denne Vei, forsøgt at gaae med Strømmen lige ned til Orsova, det var ogsaa lykkedes; derimod havde Farten tilbage været langsom, uagtet Maskinernes Kraft, og ved Ishlas nødtes de til at lade fjorten Heste spænde for, da her Strøm og Hvirvler vare mægtigere end Dampkraften. Et nyt, større Dampskib, jeg husker ikke med hvor stor Kraft, er nu under Arbeide, og ,ned dette, haaber Donau-Compagniet, vil kunne seiles op mod Strømmen, paa denne den voldsomste Deel af Europas største og stærkeste Flod.

-----------------------------------------------------

Tidlig om Morgenen den fire og tyvende Mai holdt Vognen foran Hotellet, og vi rullede afsted. Det var det deiligste Sommerveir, rundtom stod Alt saa grønt og frodigt; paa servisk Side hævede sig Fjelde med Buske og Løvtræer, paa østerrigsk Side, hvor vi kjørte, syntes Alt en stor Have, med altid vexlende Partier, snart vare Bjergene os ganske nær, snart traadte de tilbage, for at omslutte skovgroede Dale. - Aldrig før har jeg seet saa mange Sommerfugle, som i denne Morgen; de vare alle hvide, og over tusinde Træer saaledes besatte med dem, at man troede at see blomstrende Frugttræer. Her kunde siges med Jean Paul: »Schmetterlinge sind fliegende Blumen.« Postillonen knaldede til alle Sider, og Sommerfuglene fløi i Luften, som Sneeflokke ved Vintertid.

Her paa denne Strækning af Militair-Grændsen boe wallachiske Bønder; vi kom igjennem et Par af deres meget maleriske Landsbyer! Leervæggene frembøde store Revner; Papir var klinet over det Hul, der skulde tjene som Vindue; en Slags Port, bundet med Barkreb fast til nogle Pæle, dannede Indgangen til en Art Gaard, der sædvanligviis vrimlede af Svinehjorde og en utrolig Mængde af saa godt som nøgne Børn, der væltede sig mellem hverandre, selv Piger paa ni til ti Aar viste sig her aldeles uden Klæder; rundt om stode prægtige Træer, især Kastanier, saa duftende og store. De enkelte Bønder, vi mødte kjørende, stode opret i deres Vogne og joge afsted, som de gamle Romere paa Rendebanen.

Egnen fik meer og meer en romantisk Characteer! den overgaaer Rhinens i Skjønhed. Ved Plavisovicza, hvor Passet Kazan findes, løber Donau mellem lodrette Klipper; Veien her er sprængt ind i Fjeldet; som et afglattet Loft hænge Klippemasserne den Reisende ud over Hovedet. I en lang Strækning finder man her den ene store Hule ved Siden af den anden; een af disse er saa dyb, at man bruger, fortalte man mig, halvanden Time for at gjennemvandre den, og da træder man ud i en Dal paa den anden Side Bjerget. Meest bekjendt er her den saakaldte Veteranis Hule! Vi gjorde Holdt udenfor den, Indgang var der ikke at see. Hele Fjeldet er overgroet med Buske og Slyngplanter; op mellem Hækkerne løber en lille Sti; den var steil, og der laae mange løse Stene, men vi havde jo de grønne Grene at holde os ved, og let kom vi de faa Favne op over Kjøreveien til en indgang, beqvem og stor nok for enhver velvoxen Mand; et Par Skridt indenfor maatte man bøie sig lidt, men strax udvidede sig igjen Fjeldvæggen til et ret anseeligt, men dunkelt Kammer; fra dette traadte man ind i en uhyre Hule, hvor Lyset strømmede ned gjennem en stor Aabning, hvis øverste Rand var begroet med Buske og lange, nedhængende Slyngplanter, der dannede en blomstrende Ramme for den blaa Luft; Loftet formede sig iøvrigt som var det forstenede Skyer, Gulvet, vi gik paa, var ujevnt og fugtigt; hist og her laae store, nedstyrtede Stene og henne i en Krog Kul og halv forbrændte Grene fra de sidste Hyrder eller Zigeunere, som her have holdt deres Maaltid; enkelte Vanddraaber faldt eensformigt pladskende paa jorden.

Hulen bestaaer af uendelig mange Afdelinger; vi gik til en af de nærmeste, jeg var forud, og standsede ved det overraskende Skue, som frembød sig. Midt paa Gulvet var tændt en stor Ild, en Kjedel kogte over den, rundtom laae og stode hvidklædte Mænd og Qvinder, med mulatfarvede Ansigter og lange, sorte Haar. Hurtige, som Katte, sprang to unge Knøse hen mod mig, strakte bedende deres Hænder ud og tiltalte mig i et for mig uforstaaeligt Sprog. Det var en heel Zigeuner-Familie. De vare Alle saa livlige, saa bevægelige, desmere stak de af mod to Gamle, der sad ved ilden, deres Haar hang stridt og stort ned om de hæslige Ansigter, og deres Klædning, samt Maaden de laae paa, gjorde, at jeg ikke vidste ret, om det var to Mænd eller to Qvinder. Vort Selskab gav hver af de unge Knøse en Bagatel, eet af Børnene fik en lille Sølvmynt af mig, og strax sprang en ældre Pige til, greb min Haand, drog mig hen til Ilden, saae mig i Haanden, neiede derpaa tre Gange lige ned til jorden og spaaede, men jeg forstod ikke et Ord deraf; efter den Oversættelse, som bagefter en ung Herre fra Bukarest gav mig af det han havde opfattet, syntes Spaadommen mere at have været beregnet paa en rig Englænder, end en dansk Digter. »Dit Sølv skal blive til Guld,« havde hun sagt, »og dine Eiendomme voxe Aar for Aar.« Paa mit Spørgsmaal, om Pigen intet Ondt havde spaaet mig, sagde han mig, at hun havde sagt: jeg vilde faae mindst Glæde af mine Døttre! og deri havde hun truffet det Rette, hvad Digteren angik, thi Agnete og Maurerpigen havde kun skaffet mig liden Glæde, jeg maa derfor altid see at lægge mig efter at faae Drenge.

Mit øvrige Selskab blev ogsaa spaaet, men jeg skal have været den heldigste af dem Alle.

Paa servisk Side findes, hele denne Strækning langs med Donau, i Klippevæggen hugget en antik Vei, der er blevet til under Romernes Herredømme; vi saae paa hiin Side Strømmen den saakaldte »Trajans Tavle«, den bestaaer i en glat Klippe med Indskrift til Minde om Trajans første Felttog i Dacien.

Opad Dagen naaede vi Landsbyen Tissowiza, hvor vi i et fattigt Vertshuus skulde nyde Frokost; Verten var ikke underrettet om, at Dampskibs‑Passagererne indtraf denne Dag, vi kom ham aldeles uventet, og han maatte ihast gjøre Jagt paa alle Byens Kyllinger. Den underste Etage af Huset bestod af to Steenkjeldere, ovenover disse svævede paa hele Husets Længde en høist skrøbelig TræAltan, hvorfra man traadte ind i en Forstue, hvor Skorstenen stod og Maden blev lavet; paa hver Side var et skummelt, uhyggeligt Kammer, vi foretrak derfor Alle den fri Natur og leirede os ude under høie, skyggefulde Kastanier. De fleste af os vare syge endnu fra Qvarantainen, jeg især følte mig lidende.

Efter et Par Timers Ophold rullede vi igjen afsted, bestandigt langs med Donau; vi kom forbi Ruiner af tre store Taarne fra Romernes Tid, byggede tæt op til Strømmen, og nu indrettede til Vagthuse; en Bjælkebro førte fra Veien ud til dem; bevæbnede Grændse-Soldater sad der og spillede Kort eller red paa Bjælkegelænderet. Den hele Vei næsten, er her een Allee af prægtige Valdnøddetræer; i vor Fart reve vi de duftende Blade af, og med en Green som Vifte beskjærmede vi os mod den brændende Sol, naar de store Træer ikke gav os Skygge! hvor det var en Hede! vi vansmægtede af Tørst! den banede Vei holdt op, her blev ikke bredere, end at netop det ene Hjul berørte Klippevæggen og det andet var en Tomme eller to fra Skrænten ned mod den brusende Flod; vi kjørte i Fodgang, men tilsidst saae det os dog for farligt ud; vi maatte stige af, men dette skete ved at krybe ned bag af Vognen, thi paa Siderne var der ingen Plads til Fodfæste; - pludselig holdt Veien aldeles op! en Mængde Arbeidere vare i færd med at udvide og jevne den, de murede en Slags Grundlag; foran os var en Skrænt næsten to Alen lodret ned. Folkene sagde, at Ingen havde underrettet dem om, at her i Dag vilde komme Reisende, og at vi altsaa maatte gjøre Holdt, til de fik lavet en Rutschbane, Vei kunde man ikke kalde det! - Stænger og Trægrene bleve lagte paa Skraa fra Høiden, hvor vi var, Hestene spændtes fra, og Vognene foer nu ned, saaledes at Stangen brækkedes paa den ene.

Et nyt Uheld, der kunde have bragt ubehagelige Følger, forestod: den under Trajan paa servisk Side hugne Vei i Klipperne er i vor Tid ikke istand til at benyttes; Servierne maae derfor under militair Bevogtning trække deres Skibe, paa Militairgrændsen; enhver Berørelse, man kommer i med disse Folk eller med det lange Toug, hvorved de hale Skibet, har til Følge, at man kommer under Contumats. Vi saae nu foran os henved hundrede serviske Bønder, som under eet eensformigt Hyl trak op mod Strømmen et meget stort Flodskib, det gik kun langsomt mod de stærke Strømninger, vi maatte kjøre Fod for Fod, thi intet Sted blev Veien bred nok til at vi kunde komme dem forbi. Alle Qvarantaineqvalerne vare os endnu i Blodet! jeg vidste i dette Øieblik intet frygteligere Bud, end det: vend om igjen, i Qvarantaine! - Fod for Fod kjørte vi, holdt saa stille, kjørte igjen Fod for Fod, for atter at holde! jeg havde en Følelse, som om jeg skulde gaae Verden rundt med Blylodder om Benene.

Endelig kom der et Sted, hvor Veien blev en Smule bredere end før, og hvor Soldaterne, der bevogtede Servierne, meente at vi kunde slippe forbi. Halerne paa vore Heste bleve bundne op, for at de ikke, ved at svaie ud, skulde komme i Berørelse med Touget, vort Reisetøi, selv Lædergardinerne paa Vognene trak vi vel ind til os; de stakkels serviske Bønder stillede sig saa yderligt ved Flodbredden, som de kunde, og dog vare vi neppe mere end en halv Alen fra dem; og nu kjørte vi forsigtigt og langsomt forbi hele den lange Række af vist hundrede Mennesker; om kun Pidskesnærten havde rørt Fligen af den Enes Kjortel, da havde vi maattet vende om igjen til Qvarantainen i Orsova.

O, hvor aandede vi let! hvor drev Kudsken ikke paa Hestene, da vi vare forbi! det gik i Gallop gjennem Skoven, over smaa Vadesteder og forbi rislende Kilder; de grønne Grene sloge os paa Kind og Skulder. Over Krat og Flod aabnede Udsigten sig mod den lille Stad Drencova, hvor Dampskibet Galathea ventede os.

Før Aaret 1836 var Drencova kun et Vagthuus, ved Donau-Dampskibsfarten vil det snart blive en lille By; her var flere ret anseelige Bygninger, et af disse var et Vertshuus; omtrent en Dagreise herfra voxer den berømte Viin Schiller, jeg drak i den en Skaal for dens Navner; den Aandens Viin, han har givet os, taaler at forsendes til alle Verdens Lande og den kan kun begeistre, ei beruse.

Med stor Glæde betraadte vi det rummelige, smukke Dampskib, der skulde føre os til Ungarns Hovedstad, og glædede os ved de mange Beqvemmeligheder, det frembød; »men Ingen kjender sin Skjæbne!« med det Omqvæd kunne vi slutte vor Dagreise. I Pesth holdes fire Gange om Aaret et særdeles stort Marked, Folk fra alle Landets fjerneste Kanter strømme da til Staden, og især blive Dampskibene benyttede ja overfyldte, og vi vilde netop indtræffe i Pesth to Dage før det store St. Medardusmarked^.1) Verten forudsagde os en høist besværlig Reise, men vi troede ham ikke og meente, han nok vilde lokke os til at botanisere her til næste Dampskibsfart og imidlertid hos ham hver Aften drikke Schillers Skaal i Schiller.

¹) Det begynder den første Mai og varer omtrent fjorten Dage.

Ved Solnedgang spadserede jeg alene ind i Skoven tæt ved, ogsaa her traf jeg Zigeunere, de havde gjort Ild paa og laae rundt om den; da jeg igjen kom ud af Skoven, stod der mellem Buskene en smuk Bondedreng, han hilste mig paa Tydsk god Aften. Jeg spurgte ham, om det var hans Modersmaal han talte; han svarede Nei og fortalte, at han almindeligviis talte Wallachisk, men havde i Skolen lært Tydsk. Han syntes i Klæderne at være meget fattig, men Alt var saa reent hvad han havde paa, Haaret saa glat kæmmet, hans Øine straalede saa velsignet, der var noget saa klogt og godt i dette Ansigt, som jeg kun har fundet det hos faa andre Børn. Jeg spurgte ham, om han skulde være Soldat, og han svarede: ja det skulle vi her Alle være, men jeg kan ogsaa blive Officeer, og derfor vil jeg lære alt det, jeg kan faae lært!« Der var noget saa uskyldigt i hele hans Adfærd, noget saa ædelt, at jeg er vis paa mig selv, havde jeg været rig, da havde jeg taget mig af denne Dreng.

Jeg sagde ham, .han maatte blive Officeer og vilde vist blive det, naar han ret ivrigt stræbte derefter og stolede paa den gode Gud.

Paa mit Spørgsmaal, om han kjendte Danmark, betænkte han sig lidt og svarede da: »jeg troer, det er langt herfra - ! - ved Hamborg!«

Ham kunde jeg ikke give en Almisse, han syntes mig for ædel til at skulle modtage sligt; jeg bad ham plukke mig nogle Blomster, han sprang afsted og bragte mig snart en smuk Bouquet, jeg tog den og sagde: »disse Blomster kjøber jeg!« og saa fik han sin Betaling, han blev ganske rød i Ansigtet og takkede smukt.

Han fortalte mig, at han hed Adam Marco; jeg tog mit Kort op af Lommen, gav ham det og sagde: » naar Du nu engang bliver Officeer og da maaskee kommer til Danmark, saa spørg efter mig og jeg skal glæde mig ved din Lykke! vær flittig og stol paa Gud, hvo veed hvad der kan skee!« jeg trykkede ham i Haanden; ‑han stod længe og saae paa Skibet, hvor jeg steg ind.

Aldrig har ved første Møde nogen fremmed Dreng tiltalt mig, som denne; hans noble Væsen, hans kloge, uskyldige Ansigt var det bedste Adelspatent. Han maa blive Officeer! og jeg giver min Skjærv dertil - rigtignok baaret paa Tilfældets Haand - idet jeg her bøier mig for hver ædel, rig Ungarerinde, der muligt læser denne Bog og har i venlig Tanke »Improvisatoren« eller » Spillemanden«, Digteren beder hende, han beder, har han, sig ubevidst, een rig Ven i Ungarn eller Wallachiet, »tænk paa Adam Marco ved Drencova og hjælp din lille Landsmand frem, hvis han fortjener det!«

IX

DONAU-FART FRA DRENCOVA

TIL SEMLIN

Det var Morgenstund, Skibet gik allerede længe i fuld Fart. Vi havde tabt Drencova af Syne; skovgroede Fjelde hævede sig paa begge Sider af Floden, en Række Skyer hang, som en svævende Bro, imellem Fjeldene, vi seilede lige ind under; den bævede derved; leve endnu Oberon og Titania, da er jeg vis paa, Alferne havde tømret denne Bro for dem sidste Nat; den forandrede sig pludselig til en balonformet Sky, da Røgen fra Dampskibet blandede sig med den. Egnen var malerisk smuk. Midt i Donau staaer en Klippeblok i Form som et Rhinoceros-Horn og kaldes Babekey, Ordet kan være Tyrkisk, Servisk og Slavisk; paa Servisk betyder det: »vær stille Gamle!« - paa Tyrkisk: »Klippernes Fader!« paa Slavisk: »Fortryd det Gamle!« - og denne sidste Forklaring stemmer med Folkesagnet, der knytter sig til denne Klippe; en skinsyg Ægtemand skal her have sat sin Kone ud, midt i den stærke Strøm. Klippen er netop saa stor, at Een ret magelig kan staae der og, er han i Humeur dertil, her optage et meget smukt Prospect, thi paa servisk Side ligger paa Fjeldet, der staaer lodret op af Floden, støttende sig til mørke Skovpartier, Bjergfæstningen Gobulaza, hvoraf en Deel er fra Romernes Tid; for hundrede Aar tilbage var det et Røverslot, vilde Sange og Bægerklang lød i Natten derinde, mens Donauen væltede sine Bølger mod den eensomme Klippe Babekey, der da for mangen stakkels Fange i Røverslottet blev et Livets Meta. Snart passerede vi Moldava, berømt ved sine Kobbergruber, derpaa Flekken Basiasch med sit lille, fattige Kloster; hvert Sted fik vi et Par Passagerer; een af disse fra det sidste Sted var en gammelagtig Herre, der syntes at være Signetstikker eller Signetsamler, han gik med sit Skilt paa Maven, over et Dusin store og smaa Signeter hang ved Uhret; han var et levende Donaukort, ham skylder jeg den tredobbelte Forklaring af Navnet Babekey. Navnet paa den lille Stad O-Palanka, som vi nærmede os, sagde han, kom af et slavisk Ord, der betyder Forskandsning med Pæle, og meente, at i Romernes Tid havde Befæstningen her været saaledes.

Her forlader H.C. Andersen Rumænien, og vi forlader historien. Men »En Digters Bazar« kan du låne på biblioteket, den er nok værd at læse i sin helhed.   -     E.K.J.