|
Donau
Posten - Nr. 1 Marts 2002
Donau Posten - Nr. 2 Juni 2002
Donau Posten - Nr. 3 September
2002
Debat
Generalforsamling i Stenlillehallen Søndag den 10. marts 2002, kl. 14.00
Referat:
Dagsorden ifølge vedtægterne:
Pkt. 1: Valg af
dirigent.
Pkt. 2: Valg af
stemmetællere
Pkt. 3: Formandens og
bestyrelsens beretning
Pkt. 4: Forelæggelse
af årsregnskab med
revisionsberetning
til godkendelse.
Pkt. 5: Fastsættelse
af det kommende års kontingent.
Pkt. 6: Valg af
formand, til bestyrelsen og af suppleanter
og revisor for 1 år
Pkt. 7: Indkomne
forslag
Pkt. 8:
Eventuelt.
Pkt 1:
Gunnar Madsen blev valgt
til dirigent og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt
indvarslet og at der
ikke havde været indvendinger. Tilstede var 55 stemmeberettigede
medlemmer.
Pkt. 2:
Der blev valgt 2 stemmetællere.
Pkt. 3:
Formanden berettede, at
2001 havde været både et godt og et dårligt år.
Dårligt fordi arbejdet
stort set lå stille indtil marts på grund af manglende bevillinger til
transporter.
Godt fordi der trods alt
havde været mange gode aktiviteter, bl.a. havde Bodil Tångberg skaffet nogle
brugte anæstesiapparater: 2 af dem blev kørt til Rumænien i formandens bil og
trailer sammen med Bodil T. Efter lidt kontroverser ved grænsen kom de til
hospitalet i Orsova, hvor Bodil T deltog i installation af apparaterne og
instruktion af personalet. Anæstesilægen udtrykte glæde over ikke længere at
skulle ud for at trække frisk luft under operationerne. Han var vant til at det
gamle utætte apparat "også forsøgte at bedøve personalet". Stor glæde
og mange tak.
Bodil Tångberg havde
efter sit besøg i Rumænien 2000 adopteret en fattig familie, hvilket førte
til, at der blev startet et adoptionsprogram op omkring 1. april. Dette har
udviklet sig til at ca. 50 fattige rumænske familier er blevet adopteret af
danske familier. Der er stadig fattige familier i Dubova og Eibenthal med behov
for hjælp.
Adoptionsprogrammet
varetages af Lotte H og Jacob E.
I rimelig tid før jul
havde vi fået tilsagn om 1 måske 2 transporter fra udenrigsministeriet.
Indsamling af julegaver
til de adopterede familier blev iværksat, og transporterne blev forberedt.
Umiddelbart før de skulle køre, blev tilsagnet imidlertid annulleret af den
nye regering, hvorfor Jens M kontaktede pressen og bad offentligheden om økonomisk
hjælp til at få sendt julegaverne af sted. Der kom 85.800 kr. incl. ca. 27.000
kr. fra Jan Nielsen, Taastrup.
Disse penge gjorde det
muligt at sende en lastvogn med julegaver, madvarer og anden hjælp af sted til
Dubova, betalt af foreningen.
Jens M oplæste et brev
fra skolebestyreren Mihai, hvoraf fremgår at adoptionsprogrammet nu positivt
kan mærkes i Dubova, idet de fattigste bedre kan klare sig selv, og måske
endda undertiden kan byde på en kop kaffe eller en pastaret. De ting, som ankom
med den forsinkede juletransport er blevet fordelt, både møbler og bolde til
skolen, samt julegaver såvel til de adopterede familier som til andre fattige
familier.
Borgmesteren i Dubova
har sendt os et brev, hvori han takker for den hjælp hans by har modtaget, og
hvad det har betydet for samfundet. De penge, som Rotary har doneret skolen, er
blevet omsat i maling i glade farver og tiltrængt renovation. Han slutter af
med at ønske foreningens medlemmer et langt og lykkeligt liv.
Dr. Lucian skriver at de
60.000 kr. vi skaffede fra dansk Tips & Lotto sammen med de 6.000 kr. fra
Rotary har betydet, at han har kunnet renovere badeværelserne mm, så nu har
han det smukkeste hospital i Rumænien.
Hospitalet har modtaget
ca. 200.000.000 lei (ca. 52.000 kr. december kurs) kontant til mad indkøb i
2001.
De medicinske apparater,
han har modtaget, har været en stor hjælp.
Skolerne i Eibenthal og
Dubova har stor gavn af den støtte, de har fået.
Lucian udtrykker stor
tak for den hjælp hans hospital har fået indtil nu og håber afslutningsvis,
at samarbejdet kan fortsætte i samme ånd fremover.
Med en donation på
110.000 kr. fra Rotary og en grund stillet til rådighed af Dubova kommune er
der blevet opført et sommerhus, med soveplads til 4+2 personer. Byggeriet blev
dyrere end forventet, primært på grund af den høje inflation på ca. 50% i
Rumænien. Sommerhuset skal udlejes for 1.800 kr. pr. uge, hvoraf 300 kr. skal
bruges til hospitalet. Når udlejningen er i gang, og der er behov herfor, er
Rotary villig til økonomisk at hjælpe med yderligere et hus.
I Rumænien har vi
fundet en kedel til hospitalet, og mangler nu kun et fyr dertil. Det gamle fyr
bruger daglig ca. 1.000 l olie til opvarmning. Fyret er kun tændt 2-3 timer
daglig.
Fra genbrugsbutikker i
hovedstadsområdet er der indsamlet tøj, hvoraf en væsentlige del er
videresendt til genbrug i Tyskland. Der er afregnet med ca. 268.000 kr. herfor i
2001.
Det tyske firma, der køber
tøjet vil nedsætte prisen til ca. 1/4 = ca. 0,36 kr. pr. kg. Idet pengene fra
indsamlet tøj fremover vil udgøre en meget væsentlig del af foreningens indtægt,
kan dette blive et fatalt problem for os.
Under sit besøg i efteråret
var Jens M indlagt på hospitalet i Orsova, hvor han oplevede, at de pårørende
i stedet for blomster kom med madvarer til patienterne. Han lå i en seng, vi
havde leveret.
Vi har fået doneret ca.
computere uden skærm, alle rensede for data, og minimum Pentium. Skal
eksporteres. De skal til Rumænien, og hjælpe de unge ind i EDB alderen.
Omsætningen i
foreningen er siden starten 1996 steget fra ca. 116.000 kr. til i dag omkring
1.125.000 kr.
Jens M introducerede Pia
Ørntoft, der efter årsskiftet har lavet regnskabet for 2001.
Formandens beretning
blev godkendt.
Pkt. 4:
Der blev udleveret et
eksemplar af regnskabet ved indgangen, hvilket blev påtalt af dirigenten.
Regnskabet skulle rettelig ud sammen med indkaldelsen, således at såvel
medlemmer som menige medlemmer af bestyrelsen har mulighed for på forhånd at
gennemgå regnskabet. Det blev ligeledes påtalt, at regnskabets påtegning ikke
blev udleveret, men blot blev oplæst. Revisionen gav ej anledning til
forbehold.
Regnskabet blev gennemgået.
Jens M gjorde opmærksom på, at der ved gennemgang af regnskabet viste sig, at
Jens M havde lagt ca. 21.000 ud af egen lomme.
Pkt. 5:
Kontingentet blev
fastlagt uændret til 200 for enlige og 300 for familier. Der blev fra salen
opfordret til frivilligt at yde mere som støtte, hvis man har mulighed for og
lyst til dertil.
Pkt. 6.
Til formandsvalget blev
Rita Arildsen og Søren Christensen opstillet. Søren blev valgt med 25 stemmer
imod Ritas 23.
Der var lidt
uklarhed om antallet af bestyrelsesmedlemmer, hvorfor bestyrelsen blev pålagt
at revidere vedtægterne, så de er i overensstemmelse med vedtagelser på
generalforsamlingen 2000.
Til bestyrelsen blev
Benny Estrin (55), Axel Andreassen (51), Erik Jensen (48), Jørgen Nielsen (41),
Rita Arildsen (4o stemmer). Johannes fik 34 stemmer og blev dermed ikke valgt.
Som suppleanter blev
valgt Margit H og Jacob E.
Pkt. 7
Der var ingen indkomne
forslag.
Pkt. 8
Under eventuelt oplyste
Gunnar Madsen, at Rotary har afsat penge til yderligere et sommerhus, når der
viser sig et behov derfor.
Ulla Rasmussen fra den
humanitære organisation "Danish Friendship" takkede Jens M for
uvurderlig hjælp i humanitært arbejde. Hun opfordrede Birgit og Jens til at
skrive deres erindringer. De ville utvivlsomt blive farverige! Jens M takkede
for de blomster og gaver han fik. Der blev omdelt rumænsk rødvin, og der blev
skålet farvel til Birgit og Jens.
Referent Jacob
Egeriis
Birgit og Jens
takker af
En epoke er slut -
generalforsamlingen er slut. Så mange mennesker der kom for at sige farvel,
blomster og gaver. Det var næsten for meget men også glædeligt, at mange
synes, det vi to gamle har lavet var ok.
Tak til jer alle her i
Danmark og Rumænien. Uden jeres store eller lille indsats var det ikke
lykkedes. Men benyt jer af tilbuddene om at komme derned, så I med egne øjne
kan se, hvad I har været med til.
Tak for 6 gode år
sammen - måske ses vi i Rumænien.
Kærlig hilsen Birgit og
Jens
P. S. Vores private
telefon er stadig 57 80 71 71 eller 26 25 75 71 (mobil).
Sæt kryds i
kalenderen
Jan Nielsen fra Taastrup
Musikfestivalforening vil forsøge at arrangere en festival søndag den 16.
juni 2002 til fordel for "Børn i Rumænien". Stedet er Høje
Taastrup præstegårdshave efter kirketid. Musikere fra ind- og udland vil optræde
- alle gratis. Det vil være muligt at købe øl, vand og vin.
Jan Nielsen har sendt
invitationen fra Rumænien, hvor han opholder sig for tiden. Efter planen vender
han først hjem igen sidst i marts, d.v.s. efter at Donau Posten er trykt.
Informationer om
festivaldagen vil blive lagt ind på foreningens hjemmeside, når vi ved noget
mere.
Aase
Debat:
Lotte
og Jacob (Hjort og Egeriis) er kommet med følgende opfordring:
Vil du / I være med til
at udveksle oplevelser, ideer eller spørgsmål om opgaven med at være donor
for en fattig familie i Rumænien?
På nuværende tidspunkt
er vi ca. 45 danske familier, der har adopteret ca. 50 familier. Vi har nået
dette resultat på under 10 måneder, og det er vi faktisk lidt stolte a£
Vi vil gerne lægge ud
med vore egne erfaringer:
Vi fik vores familie i
august 2001 alenemor Lida Murariu, født 1970, med Michaela (1989), Marion
(1990) og Ana Maria (1996) samt en bedstemor. Familien bor i Dubova. Vi har faet
et brev fra dem, som Vera har oversat fra rumænsk til dansk. Vera blev
sponsoreret ½ år af Centralsygehuset i Slagelse under sin uddannelse til læge.
Hun blev godt kendt med dansk, og hun er en uvurderlig støtte.
I brevet fortæller Lida
lidt om sig selv. Hun er gået ud af 10. klasse, blev gift i 1987 og skilt i
1999. Hun har intet arbejde men ejer nogle få dyr, der giver hende lidt indtægt
og lidt mad på bordet. Hendes store interesse er blomster, som hun har stor glæde
af at passe.
Hendes mor, der bor hos
dem, får en lille pension på 700.000 lei (ca. 185 kr.) om måneden. Dette er
med til at klare dagen og vejen. Lida og hendes børn takker os mange gange og
ønsker os lykke og et godt helbred.
Brevet var skrevet med
en meget smuk og sirlig håndskrift. Vi har gjort os til en vane at gemme en
kopi af vore breve til dem, hvorpå vi skriver, hvad vi har sendt af sted.
Lad os hjælpe hinanden
og dermed vore familier til en bedre fremtid ved at udveksle ideer og erfaringer
omkring donation.
Donor 101 - Lotte og
Jacob
"De flittige
fingre"
Endnu engang kan vi byde
velkommen til en ny "strikker", Bitten Hemmingsen er den sidste nye i
vor midte.
Da vi mødtes i januar,
viste jeg en film fra et børnehjem ganske vist i Moldavien, men Minna bedyrede,
at forholdene var ligeså slemme, da hun for nogle år siden var med i Rumænien.
Vi var alle dybt berørte af filmen.
Når vi mødes til
april, skal vi ud på en længere køretur. Jenny har inviteret os til
Snoldelev, hvor vi så også får lejlighed til at være sammen med nogle af de
piger, vi ikke plejer at mødes med.
Vi er allerede godt i
gang med julegaver - den første kasse er klar.
Aase
Velkommen til JS Rejser
Jørn Sørensen har de
sidste mange år besøgt Rumænien, især efter revolutionen i 1989-90,
hvor man frit har kunnet besøge landet. Det har givet ham en stor indsigt i
landet samt en stor berøringsflade, som kommer alle til gode.
Mere læsestof om JS
Rejser på hjemmesiden: http://www.jsrejser.dk/js1forside.htm
Indtryk fra besøg i
Orsova og Dubova
(fortsat fra sidste
nummer)
Jo mere vi hørte, så
og oplevede i Dubova og Orsova, hvilken hjælp der var ydet fra dansk side, jo
mere begejstret blev vi. Her er et eksempel på en hjælpe-succes-historie. Jeg
er ikke i tvivl om, at skæbnen, de højere magter eller, hvad man nu kalder
det, står bag dette. Rumænien er et ødelagt land. Den "chaucescuske
kommunisme" har ikke bare forarmet landet men også slået det politisk og
administrativt i stykker, gjort menneskene initiativløse m.m.
Det, at der er sluttet
et varmt venskab mellem "Børn i Rumænien" og Lucian er for mig noget
ganske enestående. Vi har mødt både begavede, dejlige og moralske mennesker i
Rumænien. Dr. Lucian er et usædvanligt menneske og i særklasse.
Han har haft et mangeårigt
virke som en dygtig, altid opofrende læge i dette meget fattige hjørne. Senere
kom han til distriktshospitalet i Orsova, blev overlæge og så direktør.
Hertil kom Jens med en kasse engangssprøjter. Lucian viste rundt på
hospitalet, og det var en rystende oplevelse. Beskrivelsen af, hvor forarmet her
var, bør man høre af Jens' egen mund. "Jeg vil se, hvad jeg kan gøre.
Jeg ringer om to måneder". Kollegerne lo ad Lucian's optimisme. Det er den
13., du har vist rundt. Ingen af de andre har ladet høre fra sig".
Jens blev antændt og
fik andre med. Der gik en måned, så var han i telefonen: "Jeg har noget
udstyr til Jer". Derefter gik det slag i slag, sådan som vi har læst om
det i Donau Posten. Der er stor taknemmelighed - den smittede af på os under
besøget i lægeparrets hjem.
Lucian har forstået at
få det bedste ud af materialer og bevilgede penge. "Stjernen lyste"
igen, da han var i Timisoara for at købe maling i Metro. Netop denne dag var
der en formidabel rabatordning. Lucian fik 100% mere for pengene, nok til hele
hospitalet. Han er også en mand med fantasi og farvesans. Hospitalets meget
menneskelige atmosfære understreges, ja styrkes af den smukke farvesammensætning
på korridorvægge, døre og paneler.
I det hele taget er der
vist fantasi og iderigdom ved anvendelse af de mange gode leverancer fra
Danmark. Det være sig udskiftede gardiner, som også er blevet brugt til duge
eller skriveborde, som for en del er omskabt til kantineborde etc. Takket være
respekten for Lucian og hans "svingen pisken" er de forskellige
projekter blevet gennemført til datoen, også i de forskellige skoler, som har
fået nye møbler.
Både Lucian,
hospitalets personale og den lokale befolkning er meget taknemmelige over for de
danske donatorer og for Jens' personlige indsats. Denne indsats rækker jo langt
ud over de forskellige institutioner. Den omfatter også styrkelse af turismen,
indkvartering hos befolkningen i landsbyen, salg i de lokale butikker etc.
Efter den dejlige mad
begyndte vi at spekulere på hjemturen. "Hvornår går bussen? I morgen
tidlig!" Der går en bus ned om morgenen og en op om aftenen. Av! Vores bus
går fra Orsova halv seks i aften. Det klarede Jens. Han og Birgit kørte os. De
viste os hospitalet. Vi så børneafdelingen med legestuen og de mange stuer med
små senge. En sød sygeplejerske fulgte os rundt. Birgit viste: "De
gardiner er fra Tele Danmark, de stole er fra Hotel Pakhus i Nyhavn, det er
derfra og det er derfra". Fantastisk. Vi kørte ind på en stor skole, hvor
vi så kantinen. Alt på skolen er udskiftet.
Birgit og Jens kørte os
helt hjem til vort hotel Belvedere i Herculane. Det var rigtig godt, for så
kunne de træffe Susana, en af servitricerne, hvis barn går i skole her. Hun er
lige rykket op i en større skole. Susana ønsker meget, at begge skoler får hjælp
til fornyelse. De trænger hårdt. Nu kunne hun høre af Jens selv, hvordan
mulighederne er.
Vi takker Birgit og Jens
hjerteligt for deres store hjælpsomhed mod os, og vi beder til, at Jens sammen
med Birgit må opleve nogle gode år i dette smukke land, hvis mennesker, natur
og kultur han har et varmt hjerte for. Vi ønsker ham og Birgit alt det bedste
for fremtiden.
Flemming og Edith
Maj
2002.
Til
vore samarbejdspartnere, donorer samt medlemmer.
En æra er slut, og en ny begynder!
Vor mangeårige formand og stifter af foreningen "Børn i Rumænien",
Jens Madsen og hans kone Birgit, har på grund af helbredsmæssige årsager
valgt at stoppe.
På vores generalforsamling i marts 2002 blev der valgt en ny ledelse og
dermed også en ny formand, nemlig Søren Christensen. Den ny ledelse agter at løfte
arven fra Jens Madsen og videreføre hjælpearbejdet til Rumænien i det omfang,
det er muligt.
Den danske regering har valgt at lade det
internationale hjælpearbejde køre på vågeblus, og vi ved ikke for nuværende,
om bevillingerne til transporterne vil blive givet fri. Imidlertid har ledelsen
besluttet at sende en transport til Orsova i juni måned, da der er skabt økonomisk
basis for dette gennem vore tøjindsamlinger.
Vi er klar over, at enhver begyndelse er svær,
og vore samarbejdspartnere må indstille sig på, at vi ikke agter at efterligne
den tidligere formands stil, men må finde vor egen under ledelse af den nuværende
formand, Søren Christensen, som vi har fuld tillid til.
Vi er i ledelsen enige om, at vi i fællesskab
vil arbejde for at tilføre og skabe bedre levebetingelser for befolkningen i
Rumænien, hvilket er vor målsætning.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
i foreningen "Børn i Rumænien"
Underskrevet
af:
Axel
Andreassen, næstformand
Jørgen
Nielsen, kasserer
Rita
Arildsen, sekretær
Benny
Estrin, bestyrelsesmedlem
Erik
Jensen, bestyrelsesmedlem
Bodil Tångberg,
bestyrelsesmedlem
Formanden beretter
Først vil jeg takke for valget - det var tæt løb.
Når I læser dette, har jeg været
en tur i Rumænien sammen med Benny. Læs mere på de næste sider.
Et nyt tiltag vil blive 3
medlemsmøder rundt i landet. Til hvert møde vil 2‑3 bestyrelsesmedlemmer
være til stede. I år bliver det:
Den 10. august
kl. 13.00 i Fredericia Idrætscenters cafeteria (hallerne)
Kaffe og ostemad
kan købes for egen regning.
Den 21. september i København
Den 2. november i
Vordingborg
Nærmere om de sidste 2 møder
senere. Jeg modtager gerne forslag til, hvor vi kan holde disse møder.
Jeg har den 1. juni fået brev
fra Udenrigsministeriet angående transporter. Ministeriet henviser os til
Mellemfolkeligt Samvirke, hvortil vi skal sende ansøgninger om bevillinger om
transport. Jeg har allerede taget kontakt til dem.
Tøjtransporter: Vi har på nuværende tidspunkt
sendt 8 af sted.
Der
har været en del snak om vores salg til Tyskland. Dette er meget nødvendigt,
da vi ikke kan sortere og gemme 100-200 tons om året. Vi må kun sende tøj til
Rumænien som fyld i lastbilerne. Det svarer til ca. 1 ton pr. gang.
Søren
Et suk fra kassereren!
Et girokort uden navn og adresse og en indbetaling via netbank kan fa panderynkerne frem. Det kræver nogle telefonopringninger og lidt detektivarbejde at finde frem til afsenderen.
Derfor: Husk venligst at fortælle, hvem du er. Tiden kan bruges meget bedre til andet arbejde i foreningen.
Jørgen
Har du i øvrig husket at
betale kontingentet?
Kræmmermarked
Kræmmermarkedet i Flakkebjerg er lukket for sommeren. Mange mennesker har besøgt os på markedet og
fået blade og foldere.
En stor tak til de øvrige kræmmere for udvist hjælpsomhed og interesse for vores forening. Vi glæder os til et gensyn i september, når markedets døre igen slås op.
Med Benny og Søren i Rumænien
Vi fløj fra Danmark mandag eftermiddag og landede i Bukarest om aftenen, efter en mellemlanding i Berlin, hvor vi sad og ventede i flyet i 40 minutter. I lufthavnen blev vi modtaget af Vera og hendes kusine Irina, der er lokalkendt og fungerede som vores guide i
Bukarest. Det var en stor fordel, da man hurtigt kan blive snydt af forskellige mennesker.
Fra lufthavnen kørte vi til centrum, hvor vi blev indkvarteret på et hotel fra 1873. Det var ret pompøst, men noget umoderne og lidt slidt!
Vejret var særdeles overskyet, snart åbnede himlens sluser sig, og vi måtte søge ly for regnen. Da vi senere gik ud for at se lidt på byen, fik vi at vide, at der var festival foran Parlamentet, Ceausescus pompøse palads, men vi besluttede at vente til næste dag.
Tirsdag blev vi hentet af Vera og Irina. Vi tog først til banegården for at aflevere vores bagage. Herefter gik vi en tur rundt i byen og så på butikker og seværdigheder, hvorefter vi tog til møde med den danske ambassadør, som trods travlhed tog venligt imod os.
Over en kop kaffe forelagde vi ham de forskellige problemer, vi var løbet ind i i forbindelse med regeringsskiftet. Vi orienterede endvidere om formandsskiftet i foreningen, hvilket på ingen måde ville påvirke vort arbejde i Rumænien. Ambassadøren gav udtryk for velvilje, såfremt vi skulle støde ind i problemer i forbindelse med vort arbejde og ønskede os held og lykke i fremtiden.
Efter mødet med ambassadøren tog vi hen til Paladset, der virkede helt overvældende i sin størrelse. Selve bygningskomplekset starter med en kilometerlang alle, som i midten er forsynet med adskillige fontæner i forskellige udførelser og former. En del af lygtepælene er visse steder bemalet med guld og er meget kunstfærdigt udført. Bygningerne langs med boulevarden er lysegrå og ender i en enorm stor plads, hvorpå paladset er beliggende.
Vi blev imidlertid indfanget af lyden fra et rockorkester, der rungede over pladsen, der var taget i brug til ? ja, gæt engang ? en
Tuborg-festival med massevis af ølboder. Tuborg havde iværksat et salgsfremstød på det rumænske marked.
Nå, men vi fik da en smagsprøve på vort hjemlands læskende produkter, inden vi begav os til stationen og tog toget til Orsova. Der blev vi afhentet kl. 04.20 om morgenen af Marian, som kørte os til Dubova.
Efter et par timers søn havde vi et møde med borgmesteren i Dubova, hvor vi orienterede yderligere om situationen derhjemme
- dels i foreningen dels de forhindringer vor nye regering har lagt i vejen for vort hidtidige hjælpearbejde til Rumænien.
Søren havde inden afrejsen modtaget et brev fra Udenrigsministeriet, som orienterede om, at den samlede støtte til de tidligere østlande er begrænset til 4 mio. kr. til såvel transporter som konferencestøtte, og at det er Mellemfolkeligt Samvirke, som i fremtiden står for fordelingen af midler.
Vi orienterede om, at vi i fremtiden må kanalisere vore transporter derhen, hvor behovet er størst, udfra en vurdering og et nærmere kendskab til problemets art og størrelse. Borgmesteren udtrykte forståelse herfor, men beklagede naturligvis vore begrænsede handlemuligheder. Han gav ved samme lejlighed udtryk for sit mismod i forbindelse med Jens Madsens sygdom, men forsikrede sin samarbejdsvilje og loyalitet med Børn i Rumæniens nye ledelse.
Under mødet viste han os de nye tegninger over sommerhus nr. 2, der efter planerne vil stå færdig omkring 1. september. Efter mødet kørte vi ned til sommerhuset, hvor borgmesteren viste os rundt, da hverken Søren eller jeg havde set andet end billeder af huset.
Vi måtte konstatere, at huset fremstod som en god feriebolig, som nok ville tiltrække lejere ved en noget
mere intensiv annoncering i såvel danske som rumænske medier. Som bekendt går en del af lejen til hjælp til Orsova sygehus, opbygning af en byggefond til bygning af nye huse, samt sidst men ikke mindst skabelse af et par arbejdspladser i Dubova.
Efter mødet med borgmesteren tog vi til Orsova og besøgte sygehuset. Vi blev modtaget af Lucians kone Marianne, som viste os rundt på sygehuset og viste os alle de fornyelser og moderniseringer, der er foretaget ved hjælp
af bl.a. foreningen Børn i Rumænien.
Efter rundvisningen var Lucian kommer tilbage efter et møde i byen. Vi satte os derfor på hans kontor og orienterede ham? ligeledes om situationen i Danmark, hvilket han i
forvejen var fuldt ud informeret om, som han udtrykte det!
Nå, men nok om det! Der var sket en væsentlig forandring på sygehuset. Farverne på væggene var lyse, og der var etableret nye badeværelser med bl.a. nye fliser. Der var ganske pænt overalt. Da vi tog afsked med sygehuset, bemærkede vi, at der bliver taget hånd om de ambulancer, vi tidligere har skaffet til sygehuset. De fremstod fint vedligeholdte og skinnede i solen.
Fortsættes om 3 måneder
klik her
Oversættelse af breve
Har du brug for oversættelse af dine breve fra dansk til rumænsk eller
omvendt, så kan du sende dem til min danske kontaktperson Aase Hansen, vedlagt
en check på mit honorar 50,00 kr. samt en frankeret svarkuvert.
Beløbet kan også indsættes på Aase Hansen konto i Nordea bank reg. 2415
konto 0415106823, hun videresender dit brev til mig. Jeg returnerer dit brev
oversat til Aase, og hun videresender det så til dig.
Lidt om mig selv:
Jeg arbejder freelance som tolk for danskere i Rumænien,
deres kontaktbørn og deres brevveksling.
Har du brug for en tolk under dit ophold i Timis amt, kan jeg kontaktes på
tlf. 004056337251 eller pr. fax på samme nr.
Kontaktperson i Danmark: Aase Hansen, Solvænget 9, 2990 Nivå tlf. 49 14 78
16, fax 49 14 78 09
Venlig hilsen
Mirela Novacescu
De flittige fingre
Juni 2002.
Nu går det stærkt. Vi har allerede i skrivende stund pakket 5 kasser med
julegaver. Indrømmes må det dog, at vi har faet hjælp fra Margits piger i
Korsør og Kalundborg. En stor tak skal lyde til dem for det flotte strik, som
Margit og Martin har afleveret her hos os.
En stor tak skal også gå til Birgit i Viby. Birgit ringede en dag og tilbød
sin hjælp. Siden har posten afleveret 4 pakker med færdige julegaver. Selvom
vi endnu ikke har truffet hinanden, mærkes det klart, at vi alle arbejder for
den samme sag - nemlig at hjælpe de dårligst stillede i Rumænien.
De flittige fingre holder nu pause. Vi har aftalt at mødes igen den 17.
september. Vi er også blevet enige om, at det er for lidt at mødes en gang om
måneden, så når vi starter igen vil det blive hver 14. dag. Vi hygger os jo
sammen samtidig med, at vi er produktive.
Rigtig god sommer til alle og på gensyn til de flittige fingre den 17.
september.
(Fortsat fra nr. 2)
Efter besøget på sygehuset, benyttede vi lejligheden til
at besøge det lille charmerende Sct. Anne kloster i Orsova. Det er helt enkelt
en perle. Vi blev mødt af en velsignet ro og skønhed, der blev brudt af en
helt speciel lyd, der blev frembragt af en nonne, der slog på et bræt med en
hammer, mens hun gik rundt om klostret. Inde i klosterkirken mødes man af et
pragtfuldt syn. Vægge og loft er særdeles smukt udsmykket det tager næsten
vejret fra en. Under det tidligere regime blev klostret inddraget og anvendt som
hotel og restaurant for de særligt privilegerede.
Efter en god nats søvn startede vi dagen med at besøge
skolen i Selnitza, hvor vi blev modtaget af skoleinspektøren, borgmesteren samt
repr. fra lærergruppen.
Vi orienterede dem om vore begrænsede muligheder for at hjælpe,
og i den forbindelse ville vi forsøge at vurdere behovet på den enkelte skole
og efterfølgende tildele hjælp der, hvor der var det største behov.
Naturligvis kan det være vanskeligt at fordele hjælpen helt uden problemer,
men vi bad dem om at være behjælpelige med at kanalisere hjælpen hen, hvor
behovet er størst.
Efter vore drøftelser med skolen, bad vi dem om at
udarbejde en „ønskeliste" til os, og vi lovede dem, at vi ville arbejde
for at vi kunne sende flere transporter af sted end de få, vi var blevet
tildelt af den danske regering.
Vi besøgte derefter de forskellige klasselokaler, hvor der
herskede en betydelig arbejdsro, som virkede meget fjern efter danske forhold.
Lokalerne og inventaret fremstod stærkt nedslidte og trængte til „en meget kærlig
hånd"
Vi tog afsked med skolen og lovede dem, at vi ville se
positivt på deres „ønskeliste".
Herefter kørte vi til Orsova, hvor vi besøgte Christina,
som ledede en lille børnehave i et par lokaler i en nedlagt skole, som var særdeles
nedslidt og havde behov for en hovedistandsættelse.
Der var en snes børn i alderen 3-6 år og jeg forstod, at
Christina var alene om det hele i børnehaven. Som gammel dansk pædagog måtte
jeg konstatere, at der var langt fra de bugnende hylder med legetøj, spil samt
pædagogiske værktøjer, som man oplever det i danske børnehaver, og det
billede man fik her. På hylderne var der en del kæledyr og et par billedbøger,
og kastede man et blik ned i gården, konstaterede jeg, at der overhovedet ingen
legeredskaber var. Ikke engang en sandkasse! Da jeg spurgte hende om
mulighederne for at fa hjælp fra kommunen, fortalte hun mig, at økonomien var
stram, men med et smil fortalte hun mig „At nød lærer nøgen kvinde at
spinde" og viste os eksempler på pædagogisk materiale, hun selv havde
udviklet og anvendte i dagligdagen. Børnene virkede meget trygge. De større børn
hjalp de mindre børn, og der herskede ro og glæde, hvilken absolut ikke blev
mindre, da Søren havde medtaget en bamse på ca. l meter fra en lille dreng i
Danmark, som gerne ville undvære den og give den til børn med et større
behov.
Ved senere drøftelser med skolefolk samt politikere i
kommunen gav man udtryk for stor begejstring for det store pædagogiske arbejde,
Christina lavede i børnehaven.
Vi lovede Christina, at vi ville se positivt på at sende
hjælp til hendes børnehave.
Efter besøget i børnehaven, besøgte vi Marineskolen og
drøftede situationen med den nye rektor, som takkede for den hidtidige hjælp,
som han var meget glad for, men oplyste at der var stadig behov for hjælp til
skolen.
Vi tog afsked med ham og besøgte herefter Centralskolen,
der var nabo til Marineskolen.
På centralskolen havde vi ligeledes en drøftelse med
skoledirektøren, som efterfølgende viste os rundt på skolen, for at vise os
de behov for hjælp, skolen havde.
Vi tog pænt afsked med skoledirektøren og bad hende om at
fremsende en ønskeseddel, som vi ligeledes ville se positivt på.
Vi vendte derefter hjem til Dubova efter en begivenhedsrig
dag fyldt med mange nye indtryk.
Fredagen skulle vise sig at blive særdeles begivenhedsrig
dag. Vi kørte om formiddagen til Severin, hvor vi havde aftalt nogle møder
samt skulle have hævet de penge, der skulle udbetales til adoptionsfamilierne.
Ligeledes var vi blevet inviteret på middag hos vores tolks (Vera) forældre,
som ønskede at hilse på os. Vera var som bekendt var i praktik på Slagelse
Sygehus i en periode sidste år.
Vi startede med at gå i banken, hvor jeg troede på
Michais ord, om at det sagtens kunne lade sig gøre at hæve de godt 5000 danske
kroner, som jeg havde indsat på min konto i Danmark på mit Visa-kort.
Imidlertid måtte vi sande, at der gjaldt de samme regler i
Rumænien som i Danmark nemlig, at man kun kunne hæve et maksimumsbeløb pr.
dag. Da jeg allerede næste dag skulle udbetale penge til de
adopterede familier, måtte jeg ud fra det hævede beløb beslutte, at jeg kun
kunne udbetale penge til de familier, som endnu ikke var blevet fotograferede.
De øvrige ville få udbetalt pengene af kommunens repræsentanter, som de
plejede, når jeg fik sendt det resterende beløb derned ved vores hjemkomst til
Danmark.
Det skulle senere vise sig, at det tidsmæssigt var mere
realistisk, at vi kun besøgte de familier, som tidligere beskrevet, da vi
ellers skulle bruge 2-3 dage for at besøge alle familier. Efter vore
bankforretninger tog vi til et møde i amtsskoleforvaltningen i Severin, hvor
generaldirektøren samt den øvrige ledelse var tilstede.
Vi havde forinden afsendt et brev om situationen dels i
foreningen samt om regeringsskiftet i Danmark, så der var tale om en præsentation
af repræsentanter fra den nye bestyrelse i Børn i Rumænien. Søren og jeg
uddybede de nye begrænsninger og muligheder for fortsat hjælp til deres
skoler. Jeg orienterede dem bl.a. om de nye tiltag i forbindelse med vort
arbejde for at få udviklet indtægtsmuligheder i forbindelse med turisme bl.a.
i Dubova, hvor bl.a. Rotary i Slagelse/ Antvorskov har doneret 2 sommerhuse.
Jeg lagde ligeledes op til, at det måske ville være en
god ide med udveksling af skoleelever/studerende vore to lande imellem. Denne
tanke vandt genklang i særdeleshed hos repr. fra gymnasieskolerne, som fandt
ideen yderst interessant. De gav udtryk for, at de ville arbejde på sagen og
senere fremsende forslag til projektbeskrivelse, så vi kunne føre tanken ud i
livet.
Jeg havde ligeledes et ønske fra en dansk pædagog, der
gerne ville stille sin arbejdskraft til rådighed i 2-3 måneder for også at få
et indblik i forholdene i de rumænske institutioner.
Generaldirektøren gav udtryk for en positiv holdning til
dette ønske og lovede en meget hurtig behandling af sagen, hvilket skulle vise
sig, at der blev arbejdet meget hurtigt!
Han afsluttede mødet af med at inviteres os på en
rundvisning på en den af skolerne/gymnasierne og ville efterfølgende gerne
byde os på middag! Vi havde som bekendt en middagsaftale hos Veras forældre,
hvilket vi meddelte. Dette fik ham blot til at ændre sin indbydelse til at
foregå om aftenen, hvilket vi måtte sige ja tak til!
Vi tog derefter på rundvisning på forskellige skoler og
gymnasier i Severin og fik kortlagt deres behov for hjælp.
En lidt morsom episode opstod, da vi på byens ældste
gymnasium "Traian" besøgte nogle skoleklasser og blev opfordret til
at samtale med eleverne på Engelsk. Søren spurgte derfor rektoren om man kunne
tale med dem om alt, hvilket han bekræftede, hvorpå han venligt bad lærerne
om at forlade klasselokalet (dette gjorde de under stor morskab for elever som lærere).
Søren overtog derefter undervisningen og udspurgte eleverne om Danmark, og hvad
de ikke vidste blev dem fortalt på en meget levende måde. Vi fik et indtryk
af, at eleverne var meget frie trods den respekt, vi tidligere havde oplevet.
Efter dette fortsatte vi rundgangen på gymnasiet og besøgte ligeledes deres
kollegium. Ved dette besøg blev jeg præsenteret for en 1 værelses lejlighed
med eget bad! Denne fortalte rektoren mig var allerede tiltænkt den pædagog,
som jeg havde omtalt under vore drøftelser med generaldirektøren!!! Man må
vel nok sige, at der arbejdes hurtigt!!
I forbindelse med besøget på "Traian" gymnasiet
ytrede rektoren ønske om udveksling af elever, hvilket jeg nok fandt
realistisk. Jeg bad ham derfor om at tilsende mig noget mere konkret om hans
tanker, som jeg kunne arbejde videre med, når jeg kom tilbage til Danmark.
Efter vores rundtur begav vi os hen til vor tolk, Veras forældre
hvor vi blev hjerteligt modtaget!
Veras moder er magister i fransk og faderen er tidligere
generaldirektør for skolerne og er nu underviser på universitetet. Vi havde en
hyggelig eftermiddag, hvor vi under åben himmel blev beværtet kongeligt!
Efter besøget hos Veras forældre, begav vi os hen til
skolernes administrationsbygning, hvor jeg først blev hevet til side af en
kunstprofessor, som var meget interesseret i at få åbnet for turismen i
Severin. Han havde tænkt sig, at tilbyde kulturrejser med besøg bl.a. i
operaen, hvor man havde store forestillinger som f. eks. Aida og andre kendte
musikværker. Han viste mig hotelværelser i administrationsbygningen, som for
en billig penge kunne udlejes til turister. Jeg gav udtryk for interesse for
projektet og opfordrede ham at udarbejde nærmere beskrivelse, så vi kunne
arbejde på sagen.
Under den efterfølgende middag gav vi udtryk for vor forståelse
af de materielle problemer, som de havde at arbejde under og lovede dem, at vi
ville arbejde i Danmark for, at der kunne tilbydes dem den fornødne hjælp. Dog
måtte der først og fremmest hjælpes, hvor behovet var størst!
Efter en hyggelig aften, tog vi afsked med dem og begav os
tilbage til Dubova, hvor der var skoleafslutning for de største elever.
Også der var der et traktement, som man forventede, vi
gjorde et indhug i!
Men der er som bekendt også bund i fattigfolk! Så det
blev kun til lidt „nipperi" - men selve festen deltog vi i! Jeg blev
inviteret ud på gulvet af en ung dame, som indførte mig i den rumænske
folkedans, som blev danset livligt og med stor glæde af alle skoleelever.
Det blev lidt sent før festen sluttede, så det var
dejligt at lægge sig og efter nogle fa øjeblikke faldt vi i søvn.
ET SORT KAPITEL/ ELLER HVORDAN VI I DANMARK OFTE TAGER SMÅPROBLEMER
ALVORLIGT!
Med ovenstående overskrift mener jeg, at alt for mange
tager småproblemer særdeles alvorligt i forhold til de problemer, alt for
mange rumænere oplever i deres hverdag, hvor mange sikkert må gå i seng om
aftenen uden at have spist sig mætte!
Ved vores besøg i Eibenthal samt Baja Nueva, fik Søren og
jeg sat tingene i relief. Som tidligere nævnt var den dybere mening med vort
besøg, at udbetale de 100 danske kroner, som er indeholdt i vor forenings
adoptionsprogram og ved selvsyn se behovet for den hjælp, vi i Danmark
indbetaler til de rumænske familier samt fotografere de familier, som endnu
ikke havde sendt brev eller et foto til de danske donorfamilier.
Vi startede i Eibenthal, som er en tjekkisk enklave i
Dubova kommune, beliggende oppe i bjergene, hvor hovedparten var beskæftiget
ved den nærliggende kulmine, der kører på nedsat drift, samt lidt landbrug.
Udefra set så det meste ganske nydeligt ud. Mange var
interesserede i, at deres huse og haver så pæne ud, men indtægterne var små.
Hos en af de første familier, vi besøgte, var der inde på
gården opstaldet en ko i en lille stald, og der løb nogle høns rundt i gården.
Vi blev budt indenfor og blev bænket ved familiens spisebord. Vi blev budt på
et lille glas af et par flasker, der var blevet til overs ved datterens bryllup
den sidste weekend.
(Datteren var 16 år og var lige gået ud af skolen.
Svigersønnen boede der ligeledes, indtil deres boligsituation var bragt i
orden).
Familien ville meget gerne traktere os med noget mad, og
Poul (vor tolk) oplyst os om, at det ikke var velset at afslå denne gæstfrihed,
så vi aftalte at vende tilbage, når vi havde foretaget de planlagte besøg.
Efter vi havde besøgt familierne i Eibenthal, besøgte vi
en bebyggelse med navnet Baja Nueva, der lå næsten direkte op til kulminen.
De lange beboelseshuse lå i rækker tæt op af hinanden, så
der opstod smalle gyder, der alle var sorte af kulstøv fra minen. Beboerne
bar tydelig præg af fattigdom. Man kunne, som Søren udtrykte det, lugte
fattigdommen.
Jeg selv var meget påvirket af det, vi var vidne til! Der
var efter min opfattelse alt for få familier, der var adopterede, og jeg havde
det virkeligt dårligt med kun at skulle udbetale penge til disse, medens der
var andre, der måtte se til.
Jeg følte deres fortvivlede øjne, der gav udtryk for håbløshed,
og jeg kom til at tænke på de problemer, de havde at kæmpe med, til forskel
fra vores i vort lille „smørhul ved navn Danmark"
Ved afskeden, kom flere familier hen til os og spurgte om,
hvornår de ville blive adopterede!!
Vi lovede dem, at vi ville arbejde for, at der var flere
fra Baja Nueva, der ville blive adopterede, hvilket ikke skulle være en umulig
opgave
SOM BEKENDT ER MINDRE END EN DANSK TIMELØN LIG MED EN
UGELØN I RUMÆNIEN! OG MAN SKAL VÆRE KLAR OVER, AT VI INGEN
ADMINISTRATIONSOMKOSTNINGER HAR, SÅ DET ER ALLE 100 DANSKE KRONER, DER GÅR
DIREKTE TIL FAMILIERNE I RUMÆNIEN!!
Da vi forlod Baja Nueva var Søren og jeg meget berørte af
de oplevelser, vi havde været vidne til, og det har taget tid at fa fordøjet
disse indtryk - de vil altid stå på nethinden af os!
Efter en begivenhedsrig dag havde skoledirektøren Michal
indbudt forskellige folk fra byen til et lille grillparty, hvor han bl.a. havde
grillet nogle fisk fra Donau-floden.
Vi fik der lejlighed til at sludre lidt om vore oplevelser
og tog samtidig afsked med dem, da det var den sidste aften inden hjemrejsen til
Danmark. Næste morgen havde vi endnu en invitation fra marineskolen, der havde
budt os på en sejltur på Donau sammen med borgmesteren og nogle skolefolk fra
Orsova.
Vi blev dog lidt forsinket, da bremserne på Michals bil
lavede knuder! Der var derfor intet andet at gøre, end at dreje ind hos en
mekaniker, der uden mange dikkedarer fik skilt de gloende bremser ad og fik dem
funktionsdygtige, så vi kunne køre videre. Da vi var blevet en del forsinket,
og båden lå og ventede på os, bragte Michals ældste søn os nærmest
flyvende til Orsova til den ventende båd. (Vi var blot 15-20 min. forsinket!)
Sejlturen var en herlig oplevelse! Vi ved, at mange danske
turister før os har sejlet den samme tur!
Vi sejlede helt ned til Dubovabugten, hvor vi kunne
betragte byens nye sommerhus fra vandsiden, før vi vendte om og sejlede tilbage
til Orsova, hvor vi tog afsked med vore værter, Michai, Karolina samt Poul
(Marian), som fungerede som tolk.
Det havde været en uforglemmelig uge, der godt nok havde været
noget hektisk, men der var etableret mange kontakter til vore rumænske venner,
så det havde været besøget værd.
Vi rejste fra Orsova kl. 01,30 med nattoget og var tilbage
i Bukarest kl. 07,30, hvor den sidste del af rejsen foregik med fly til København.
Benny Estrin
Musikfestival
Den 16. juni 2002 blev der i Tåstrup Præstegård afholdt en festival til
fordel for "Børn i Rumænien".
Oplægget til dette udmærkede initiativ kom fra Jan Nielsen, der er
indehaver af "Tåstrup Musikfestivalforening".
Jan Nielsen har tidligere aktiv støttet foreningen, og han har en stor berøringsflade
i forhold til Rumænien. Sidste vinter tilbragte Jan med at rejse rundt i
landet, hvor han besøgte flere børnehjem og skrev hjem om de forfærdelige
forhold han mødte. Bl.a. et sted, hvor de måtte smelte sne for at kunne få
drikkevand, da brønden var frosset igennem længere tid.
Ideen omkring festivalen opstod i forbindelse med at der var planlagt en
kulturuge i Tåstrup.
Præsten ved Tåstrup kirke, Sven Præst, fandt det naturligt at åbne præstegårdshaven
til et støttearrangement til fordel for "Børn i Rumænien". Jan
Nielsen kender et utal af musikere, og blandt dem fandt han en del, der gerne støttede
vores gode sag uden vederlag, og da arrangementet næsten faldt sammen med Jans
50 års fødselsdag blev ide gjort til virkelighed.
Efter at festivalen var åbnet med en gudstjeneste i Tåstrup kirke kl.10
spillede musikken op med så kendte navne som J. D Harring fra USA, der spillede
countrymusik, "Madam Blå's Road Show" med folk/rock. Der var glad
harmonikamusik med Karen Ågård & Glad Fritid, og en fantastisk opvisning i
line- og squaredans af "Line B Dansing" fra Tåstrup. På plakaten var
også "The Rocking Starry Nights" fra England og de danske "Sidbenders"
med 60'er rock. Sidst, men ikke mindst gav "The Huddy's" en fin
musikoplevelse med folk/rock fra de sidste 4 - 5 årtier.
Foreningen havde opstillet tombola og informationstelt omkring adoption og
turisme, så der blev informeret meget om foreningens gode formål.
Selvom Jan havde frabedt sig fødselsdagsgaver overrakte "Børn i Rumænien"
fødselaren nogle vinglas med foreningens logo.
Musikalsk var festivalen en fin oplevelse, og der blev solgt øl og vand til
det fremmødte publikum. Desværre var publikumstilslutningen ikke overvældende,
hvilket formentlig skyldtes, at der ugen igennem havde været afholdt en hel del
kulturelle arrangementer. På trods af det store arbejde fra "Børn i Rumænien"
og de lokale arrangører var det økonomiske overskud ret begrænset i størrelsesordenen
ca. 5.000-6.000 kr. Desværre blev arrangementet afholdt særdeles uheldigt i
forhold til Donau Postens udgivelse, så kun få af foreningens medlemmer var
informeret om arrangementet. (Donau Posten i marts gjorde opmærksom på
musikfestivalen og henviste til foreningens hjemmeside www.birum.dk - red.)
Alt i alt var det en god dag med masser af god musik og både vejret og
stemningen var helt fint.
Tak til arrangører og sponsorer.
En særlig tak til Sven Præst, der åbnede både kirke, kirkebøsse og præstegårdshave
for os.
Benny og LH&JE
Beretning om besøg i Rumænien af Dorte og Ib Nygaard.
Familien Nygaard (2 voksne og tre børn) havde lejet sommerhuset i Dubova i 8
dage i juli og havde haft en oplevelsesrig og anderledes ferie i Rumænien.
Turen var foretaget med biltog via München og man havde gjort ophold i
Ungarn undervejs.
Familien ankom til Dubova lørdag aften ved 23-tiden i håb om at kunne finde
huset trods det sene tidspunkt. Der var stadig folk på gaden og man gjorde
holdt for at spørge om vej. I det samme kom en ung mand hen til bilen, hilste
og spurgte på dansk, om de søgte sommerhuset. Ja, det gjorde de! Og straks
viste Ion - for det var ham, Jens Madsens plejesøn - dem vej til huset. Det var
en rar velkomst at få PÅ DANSK!
Næste morgen dukkede Marian (Skoledirektørens søn) op og tilbød sin
hjælp. Ja, han tilbød sågar sammen med familien at lave et helt ugeprogram,
og han deltog selv i alle programpunkter. Man var på bjergvandring, man
svømmede i Donau, man sejlede på Donau og ud til en grotte, som man var inde
i, man var i Herkulana og så denne spændende kurbadeby med varme kilder og
svovlbade, man besøgte et kloster i Orsova og jernporten, - men nok mest
spændende af alt var en tur i hestevogn højt op i bjergene på veje,som
krævede en virkelig god kusk. Deroppe var et primitivt hus, hvor en bondefamilie
boede hele sommeren. De var ualmindelig gæstfrie og hjertelige. De bød på mad
og drikke (majsretter og varm mælk) og familien tilbragte flere timer i denne
fremmedartede atmosfære. Køkkenet var et ganske lille indelukke med et lille
rør som skorsten. Ib og Dorte fortalte meget levende og begejstret om denne
tur, som også for børnene havde været en stor oplevelse.
Sommerhuset i Dubova havde været ganske udmærket - uden den store luksus.
Det, som nok kunne føles som et savn var et lille spisested i byen, hvor man
kunne gå ned for at spise nogle gode, lokale retter og desuden en lille butik,
hvor man kunne købe daglige fornødenheder
Ion kom hver dag ud til dem på sin cykel med frisk mælk og æg fra
landsbyen.
Byens mennesker er flinke og rare - og venligt hilsende, og omgivelserne helt
perfekte.
Alt i alt var det en dejlig tur med gode oplevelser for både børn og
voksne. En god alternativ ferie.
Turen var på 14 dage og den har kostet for hele familien med tog til München
og alle udgifter undervejs cirka15-16.000 DK.
Der var stor ros og anerkendelse til Filipescu, Mihai og Ion - men især til
Marian, som virkelig havde vist turisttalent og været dem til stor gavn og
glæde.
Ib N. havde betalt de 1800 DKR plus for en dag ekstra (og plus et
tillægsbeløb i den gode sags tjeneste) direkte til Mihai, som så bringer
beløbet videre til kommunen som aftalt.
Det nye hus er nu oppe i taghøjde og der bliver arbejdet målbevidst og
flittigt fra morgen til aften af 5-6 folk. Det forventes færdig og klart til
ibrugtagning i løbet september.
Beretningen var ledsaget af en mængde gode billeder Ø turen. De supplerede
på glimrende vis de beskrevne oplevelser.
Ib Nygaard mener, at husene skal "sælges" ved hjælp af
mund-til-mundmetoden og evt. via internet-hjemmeside (En sådan findes, og den
er ganske udmærket (www.bimm.dk) men vistnok ikke særlig kendt udadtil)
Ib Nygaard har tilbudt at bidrage med f. eks. et indlæg om sine oplevelser
ved en introduktionsaften for interesserede.
Dorte og Ib Nygaard
. | 